Motorvejsbilist kastede flaske mod anden bilist

En 20-årig mand fik skadet sin forrude, da en anden bilist på den østjyske motorvej kastede en flaske mod bilen.

En 20-årig mand fik sig noget af et chok, da han fredag klokken 17.30 kom kørende i sin bil på den østjyske motorvej ved Skærup Rasteplads.

Her passerede en sort Ford Mondeo 2.0 den 20-årige i sin bil, og i samme øjeblik kastede en passager på Mondeo’ens forsæde en flaske ud af vinduet med kurs mod den 20-årige. Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Flasken ramte den 20-åriges forrude, der blev så skadet, at den 20-årige kørte ind til siden for at anmelde kastet til politiet. Og politiet ser med stor alvor på episoden.

- Det er farligt af kaste en genstand mod en anden bil med den hastighed, der køres med på motorvejen. Vi ser derfor med største alvor på sagen, siger Kent Midtgaard Hansen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Den 20-årige beskriver passageren i den sorte Ford som en ca. 20-årig mand. Politiet har ikke fundet frem til den sorte Ford Mondeo 2.0 endnu.

Sagen kommer, efter der de seneste måneder har været stor fokus på personer, der kaster blandt andet sten ned fra motorvejsbroer mod bilerne på motorvejen.