MRSA-udbrud på sygehus: 250 patienter skal nu undersøges

Fire kvinder og tre børn er blevet smittet med en sjælden variant af MRSA. De fire kvinder har alle været indlagt på Kolding Sygehus.

Efter at Kolding Sygehus har identificeret et MRSA-udbrud på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling, skal 250 patienter, der har været indlagt på sygehuset, nu undersøges for smitte.

Kolding Sygehus har opdaget smitten ovenpå, at flere kvinder har fået infektioner efter indlæggelse på afdelingen.

- To af kvinderne har fået bylder i brystet, mens en tredje patient har fået betændelse i et operationssår, fortæller ledende overlæge Annemette Wildfang Lykkebo til TV SYD.

Alle patienter og personalet er i dag blevet podet, så det kan blive undersøgt, om der er flere, der er smittet med den sjældne variant af MRSA.

 

Det første tilfælde blev opdaget i februar måned, men da der i sidste uge dukkede flere tidligere patienter op, der var blevet smittet, har sygehuset valgt, at alle de patienter, der har været indlagt i perioden, nu skal undersøges.

Sygehuset er nu i gang med at opspore smittekilden, og samtidig er alt hygiejne blevet indskærpet både for patienter og for personale, fortæller Annemette Wildfang Lykkebo til TV SYD.

Ifølge sygehuset så er der ingen grund til bekymring hos de øvrige patienter på sygehuset.

 

MRSA

MRSA står for Methicillin Staphylococcus aureus. Det er en type stafylokokker, der er resistente overfor en lang række antibiotika.