Murerliv på skoleskemaet

På Langmarkskolen i Egebjerg er de ældste elever rykket ud af skolen og ind i erhvervslivet. I dag besøgte elever fra 9. klasse en byggeplads.

Normalt kan man vælge fx håndgerning eller musik som valgfag i 7. til 9. klasse. Men på Langmarkskolen i Egebjerg har de skiftet traditionelle valgfag ud med flere erhvervsrettede linjer, hvor eleverne rykker ud af skolen og ind hos samarbejdspartnere rundt omkring i kommunen.

En af skolens nye erhvervsrettede linjer har overskriften Create your Future - karriere og uddannelse.

Her stifter eleverne nærmere bekendtskab med en række erhvervsuddannelser. Og det er et hit, fortæller afdelingsleder Christian Christensen fra Langmarkskolen.

- Nogen oplever at det rammer lige ind i det, de ønsker. Andre finder måske ud af, at det alligevel ikke lige er dem, og det er også en vigtig erfaring, siger Christian Christensen til TV SYD.

Onsdag er det mureruddannelsen, der er i fokus for elever fra 9. klasse, der har valgt sig ind på den erhvervsrettede linje. Eleverne besøger en byggeplads, hvor Horsens Murer- og Entreprenørforretning er i gang med at bygge boliger. Her får eleverne mulighed for selv at opleve, hvordan det er, at arbejde som murer.

Skulle man ikke lige være til de håndværksmæssige uddannelser, så er der i alt syv nye udskolingsspor på Langmarkskolen, og eleverne kan også vælge at have fokus på fx naturvidenskab, musik eller idræt.