To museer kæmper om hæderspris i London

Onsdag aften afgøres det, hvem der løber med en international museumspris i London. Kongernes Jelling og Horsens Fængselsmuseum er med i slutspurten.

Oplevelsescenter Kongernes Jelling og Horsens 
Fængselsmuseum er blandt de seks museer, der er med i finalen om en stor britisk hæderspris i en international kategori ved Museums+Heritage Award 2016.

Onsdag aften afgøres det i London, om vikingernes eller de indsattes historie ryger helt til tops.

- Det betyder rigtig meget for os at være nomineret til den her pris. Vi har fået rigtig meget positiv tilkendegivelse af gæsterne, hvilket er det vigtigste, men det betyder rigtig meget for os, at professionelle siger, at det, vi har lavet, er godt, siger Morten Teilmann Jørgensen, der er formidlings- og eventansvarlig på Oplevelsescenter Kongernes Jelling. 

Indtil videre har 180.000 besøgende været forbi Kongernes Jelling. 

Udstillingen i Jelling fortæller om vikingerne ude og hjemme, om religionsskiftet og de to vikingekonger Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Alt sammen fortalt med moderne formidlingsmetoder, der indeholder interaktivitet, korte tekster og en række digitale tiltag.

Morten  Teilmann Jørgensen peger på, at det er udstillingens fokus på interaktion med gæsterne, der har været udslagsgivende for nomineringen.   

- Interaktion er vigtigt. Man når ikke mange i dag, hvis gæsterne bare går med hænderne på ryggen. Vi har forsøgt at satse på at gøre det relevant for børn, forældre og bedsteforældre, siger han.

Fængselsmuseet i Horsens er også nomineret. På udstillingen opleves fængslet gennem flere fortællelag og perspektiver – både tidligere indsattes og ansattes historier. Fængslet er gjort levende med ny teknologi, animation, lys og lyd.

Ifølge Morten Teilmann Jørgensen er det ikke overraskende, at der står Danmark på to af de seks nominerede museer.

- Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi er to nominerede fra Danmark. For vi er gode til at formidle til folk, der normalvis ikke går på museum, siger han.

De to museer er nominereret sammen med museer fra Australien, Belgien og Holland.