Museum formidler gennem frygt og gys

Haunted Castle på Koldinghus er et forsøg på at præsentere slottes historie med nye kneb – til de unge.

Når flammerne slikker op ad murstenene i ruinsalen på Koldinghus, og der lyder en masse skrig og tordenskrald, så genoplever museumsgæsterne soldaternes forsøg på at slukke den voldsomme brand, som lagde Koldinghus i ruiner i 1808.

Koldinghus forsøger i vinterferien at formidle sin historie på en levende facon under titlen ”Haunted Castle”, som museet har skabt sammen med horror-virksomheden Dystopia Entertainment. 130 frivillige klædes ud som spøgelser med krokodilleøjne, rådne tænder og spindelvæv og giver museumsgæsterne en oplevelse ud over det sædvanlige.

quote

Når gæsterne går herfra, vil de aldrig nogensinde glemme branden på Koldinghus.

Thomas Thulstrup, direktør på Koldinghus

Nogle af gæsterne fortæller efterfølgende, at det svarer til at være med i et fantasy-computerspil, hvor man lever sig helt ind i situationen.

Museet vil nå de unge

Hver halve time ringer dødeklokken på slottet, og så skal gæsterne holde hinanden i hånden med lukkede øjne, hvis mosepigerne fra Slotssøen ikke skal tage gæsternes sjæle. Nogle af de udklædte frivillige løber så rundt og spreder uhygge.

- Vi bruger redskaber, som de unge kender fra gaming og horrormovies. Formålet er at formidle slottets historie til et publikum, vi og alle andre museer har svært ved at nå, fortæller Thomas Thulstrup, direktør på Koldinghus, til TV SYD.

Slottet er i vinterferien forvandlet til et spøgelsesslot, og på spørgsmålet, om det er formidling eller tivoli, svarer Thomas Thulstrup:

- Vi skal klart foretage en afvejning af fagligheden og det underholdningsmæssige. Vi skal passe på, det ikke tivoliserer, men tage udgangspunkt i opgaven med at formidle.

Når der er gået en uge, får alle gæster en mail med en lille film, hvor de rigtige historier bliver fortalt. Det gør Koldinghus for at sikre fagligheden, så der ingen tvivl er om, hvad der er sandt og falsk.

Igen til næste år

Koldinghus har i alt 3.200 billetter til salg til aftenforestillingerne, og allerede mandag var der solgt over 2.000 af dem. 

Museumsdirektør på Koldinghus, Thomas Thulstrup, skræmmer sine museumsgæster for at få dem til at huske bedre. Og det virker, siger han.
Museumsdirektør på Koldinghus, Thomas Thulstrup, skræmmer sine museumsgæster for at få dem til at huske bedre. Og det virker, siger han.
Foto: Frederikke Langer, TV SYD

- Resultatet er over al forventning. Alle bange anelser bliver gjort til skamme. Niveauet er ekstremt højt, både hvad sminkning, udklædning og lyssætning angår. Når vi har skræmt folk, har vi åbnet deres sanser, så de er modtagelige for indtryk. Når de går herfra, vil de aldrig nogensinde glemme branden på Koldinghus, fortæller Thomas Thulstrup til TV SYD.

Allerede nu er Koldinghus-direktøren overbevist om, at det ikke er sidste gang, slottet spøger på denne facon.

- Det kommer retur næste vinterferie, forsikrer han.