Musik i malerierne

Otte store landskabsmalerier af billedkunstneren Carsten Frank er blevet til en live-oplevelse i Vejle Musikteater med musik af Kristian Lilholt.

Det hele begyndte i 2005, hvor billedkunstner Carsten Frank malede otte store landskabsmalerier til firmaet Jyske Finans i Silkeborg.

Carsten Frank fik lyst til at skrive digte til malerierne, og da han i foråret 2006 inviterede komponist og musiker Kristian Lilholt ind og se billederne, blev denne inspireret til at komponere musikalske forløb over billederne.

Det er denne musik, der tirsdag aften kan opleves i Vejle Musikteater med deltagelse af navne som Michala Petri, Benjamin Koppel, Nanna Lüders, Ida Friis Virenfeldt m. fl.

Musikken vil ikke alene ledsage de otte malerier. Projektet har siden udviklet sig til også at omfatte film af filmproducer Kim Søgaard. Således venter der gæsterne en totaloplevelse med malerier, musik og film.

Forestillingen har titlen ?Land? og finder sted på Vejle Musikteater i aften kl. 20.00.

Se mere om Land på kunstprojektets egen hjemmeside: www.landboks.dk