Musikstjerne flyttet ind på drengeværelset

Musikeren Jacob Dinesen er født og opvokset i Tønder, hvor han har været på musikprogrammet ved festivalen tre år i træk. I år holder han fri - næsten.

22-årige Jacob Dinesen er for en stund flyttet ind på drengeværelset i Tønder. Musikeren overnatter hjemme hos mor og far, mens han er på Tønder Festival - som privatperson.

- Selvfølgelig bor jeg da hjemme. Der er morgenmad, tøjvask, køleskabet er fyldt op, og det er ikke så langt herfra, siger Jacob Dinesen lørdag middag til TV SYD.

quote

Bare fordi jeg er fra Tønder, er jeg ikke selvskreven til at spille på festivalen.

Jacob Dinesen, musiker, Tønder

Han er kommet sent i seng, men stiller alligevel villigt op til adskillige interviews oven på få timers søvn.

Dinesen er ikke at finde på årets festivalprogram på trods af, at han har været det de seneste tre år. Han trisser i stedet rundt på pladsen og backstage og nyder friheden til blot at pleje venskaber og lytte til kollegernes musik.

- Det ligger mig ikke ret fjernt, for det har jeg gjort rigtigt mange gange før. Det er jo et fantastisk sted her i Tønder. Det er skønt at være ude for at høre en masse musik og drikke en lille øl i ny og næ, siger han.

Musikeren Jacob Dinesen er fra Tønder, men ikke på plakaten ved årets festival.
Musikeren Jacob Dinesen er fra Tønder, men ikke på plakaten ved årets festival.

 Kribler i fingrene

I de seneste tre år har han været en fast bestanddel af festivalens program. På spørgsmålet, om han ikke også gerne ville have stået på festivalprogrammet i år, svarer han:

- Jo, selvfølgelig. Det kribler jo i fingrene, men det virkede oplagt at tage en pause nu. En del af Tønder Festivalens strategi er jo hele tiden at komme med en masse ny og spændende musik. Bare fordi jeg er fra Tønder, er jeg ikke selvskreven til at spille på festivalen, siger Jacob Dinesen, der nyder at gå rundt og bare være gæst. 

Om han er på programmet næste år, vil han ikke kommentere med andet end: 

- Det ved man aldrig. Det skal være specielt, når jeg kommer tilbage. 

Innovativ festival

Ifølge Tøndermusikeren er festivalen en af de mest spændende i Europa.

- Festivalen tager en masse spændende chancer, hvoraf de fleste virker. Der er virkelig meget forskellig musik på programmet i år, og det gør festivalen spændende. Der kommer mange kunstnere, der har deres eneste danske koncert her, og som det danske musikpublikum ikke nødvendigvis kender.

- Det gør, at man altid kommer hjem med et nyt bekendtskab eller ny inspiration, siger han.

Musikeren Jacob Dinesen er fra Tønder, men ikke på plakaten ved årets festival.
Musikeren Jacob Dinesen er fra Tønder, men ikke på plakaten ved årets festival.

Gæsteoptrædener

Selvom den 22-årige musiker ikke er en officiel del af programmet, forhindrer det ham ikke i alligevel at stå på scenen og spille og synge.

Fredag aften sprang han pludselig op på scenen under Laura Mos koncert. Hun har tidligere på året varmet op for netop Jacob Dinesen.

- Hun spurgte mig sidste år, om jeg havde lyst til at synge en sang med hende, og jeg har altid været stor fan af hende, så why not?, siger han.

Hans mentor, rutinerede Allan Taylor fra England, der gennem 50 år har spillet overalt i verden, fik torsdag besøg på scenen af sin lærling.

- Når han siger hop, så hopper man, griner Jacob Dinesen.

Jacob Dinesen

(Kilde: Wikipedia)

Store musikalske oplevelser

En af Jacob Dinesens største musikoplevelser på årets festival har været Kellermensch, der stammer fra Esbjerg-området.

- De passede simpelthen så godt ind. De smadrede det telt, og det var så fedt. De er et af de mest spændende bands på den danske rockscene lige nu, mener Jacob Dinesen.

The Mavericks, Oysterband, Michael Falch og Tami Neilson har været nogle af hans andre store oplevelser foreløbigt. På hans personlige agenda resten af festivalen er eksempelvis Søren Huss, Parker Millsap og The Lone Bellow.

- Det er en skam, man ikke kan nå det hele.