Musikvideo med to jobsøgende unge hitter på Facebook

To unge fyre fra Bramming og Esbjerg står og mangler et job. Nu tager de alternative måder i brug for at blive set.

Du kender sangen. Men teksten er ændret. 21-årige Martin Guldborg og Morten Moller Sørensen har taget Nik & Jays sang ’Mod Solnedgangen’ og lavet en parodi. I stedet for at gå mod solnedgang, så håber de to fyre på at få et job.

- Vi tænkte, at vi ville lave en anderledes ansøgning. Så vi tænkte, at hvis vi lavede en sang, så kunne det være med til at fange nogens opmærksomhed og forhåbentlig give os et job, siger Martin Guldberg til TV SYD.

Morten og Martin har længe gået uden arbejde, og ingen af de mange ansøgninger har båret frugt. Nu forsøger de sig på en anden måde. Og måske det bærer frugt. Videoen er allerede en succes.

quote

Vi er meget overrasket over, at så mange allerede har set videoen

Martin Guldborg, jobsøgende

- Vi er meget overraskede over, at så mange allerede har set videoen. Vi troede bare, at det var vores venner, der ville se den. Men rigtig mange har pludselig set den, siger Martin Guldberg.

Fyrene lagde søndag sangen ud på Facebook. På under et døgn er sangen blevet set over 19.000 gange, og den er blevet delt mere end 300 gange. Spørgsmålet er så, hvorvidt det måske allerede har kastet et job af sig.

- Vi har endnu ikke hørt noget. Vi er meget åbne for tilbud, så vi tror på, at det kommer på et tidspunkt, siger Martin Guldberg. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.