My Fair Lady i Varde

Totalt udsolgt søndag til My Fair Lady i Arnbjergparken i Varde. Godt 2.200 tilskuere vil klappe ad de 65 agerende på scenen.

7-kantens sommerspil har indtil nu solgt over 28.000 biletter. My Fair Lady spiller frem til og med lørdag den 14. juli.

Den Vestjyske Amatørscene har inviteret til sommerspil siden 1978, og i år er det den kendte musical My Fair Lady, der er på programmet.

Denne musical er en af de populæreste musical-klassikere, der nogensinde er skrevet, og den har været en succes i London, på Broadway og mange andre store scener i Verden.

Musicalen handler om blomsterpigen Eliza Doolittle, som taler et arbejderklasse-engelsk, og det gør professor i fonetik, Henry
Higgins, sig store anstrengelser for at ændre, så folk tror, hun tilhører overklassen.

Elizas far skraldemanden, Alfred Doolittle, forsøger at slå mønt af situationen og undgå et giftermål.

Musicalen er en af de mest spillede musicals nogensinde. Den blev opført på Broadway 2.717 gange fra 1956 til 1962. Den havde engelsk premiere den 30. april 1958 på Teatre Royal Drury Lane i London.

Det er Holsted-pigen Trine Jepsen, der spiller Eliza Doolittle.