Myndighederne holder øje med dig på Facebook

Medarbejderne i kommunernes kontrolgrupper holder øje med modtagere af sociale ydelser på Facebook og andre sociale medier. Det erfarede Karina Hansen, Kolding, da hun mødte op til en samtale med sin sagsbehandler i Kolding Kommune.

Hun blev præsenteret for 51 udskrifter fra hendes Facebook-sider siden 2011.

- Jeg blev spurgt om, hvordan jeg kan bage boller og cykle med en dårlig arm. Sagsbehandleren ville også vide, om jeg lavede sort arbejde og havde været på rejse. Jeg måtte helt sikkert have været ude at rejse, fordi jeg havde lagt et billede fra Argentina på Facebook, fortæller Karina Hansen, der på Facebook optræder med efternavnet Iris.

Karina Hansen har været truckfører, men hun fik for fem år siden en arbejdsskade. Siden har hun ikke arbejdet, og hun får kontanthjælp. Hun fortæller, hun lider af Thoracic outlet syndrome, der blandt andet betyder, at hun ikke har meget kraft i sine arme.

- Det kom bag på mig, at jeg bliver overvåget af kommunalt ansatte. Det er rystende, siger hun.

Vil advare andre

Social, Børne- og Integrationsministeriet har fastlagt retningslinjer, der giver kommuner og Udbetaling Danmark ret at indhente relevante oplysninger fra Facebook og andre sociale medier, når folks profil er offentligt tilgængelig.

Oplysninger fra lukkede profiler må kun bruges, hvis myndighederne uopfordret har modtaget kopi af oplysningerne fra en borger.

Myndighederne kan til enhver tid rejse en sag mod modtagere af sociale ydelser på grundlag af anonyme henvendelser. Dog skal sagen altid undersøges nærmere, inden den enkelte får frataget ydelserne.

Karina Hansen har stadig sin åbne profil på Facebook.

- Jeg har ikke noget at skjule, siger hun.

Karina Hansen ønsker at advare andre:

- Pas på og tænk jer om, inden I lægger noget ud. Det kan blive brugt mod jer.