Nabo til flyvestation i hård kamp mod forsvaret

De nærmeste naboer til flyvestation Skrydstrup afventer støjberegninger for de kommende F-35 fly. Men kampen mod det danske forsvar er hård, og kampene skal vælges med omhu.

Agnes Rosenlund er nabo til Flyvestation Skrydstrup, og hun har de sidste halvandet år tygget stakkevis af miljøgodkendelser og vejledninger fra Miljøstyrelsen igennem. Det har hun, fordi hun er næstformand i borgergruppen Flyvestation Skrydstrups Naboer.

Hun siger selv, hun blev vækket af en repræsentant fra Forsvarsministeriet, der en dag stod i hendes køkken og sagde, "Forsvaret får altid ret".

- Da blev jeg faktisk bange, for sådan et udsagn synes jeg jo er lige så stor en trussel mod vores demokrati, som en udefrakommende magt kan være.

quote

Når de laver afvisningsøvelser, så er der to fly i luften af gangen, og det ene kommer altid lige hen over vores bygninger, og så får jeg ondt i ørerne.

Agnes Rosenlund, Skrydstrup

En hård kamp

Hun er gået ind i en hård kamp mod det danske forsvar, og hun siger selv til TV SYD i dag, at hun skal passe på ikke at blive ædt op af det. Derfor er hun faktisk heller ikke så interesseret i det samråd, som Folketingets Forsvarsudvalg i dag indkaldte forsvarsministeren til. Hun vil vælge sine kampe med omhu og venter på, der kommer noget nyt og noget konkret på bordet.

- Vi er blevet lovet, at der kommer nye støjberegninger til december, og det glæder vi os til, for så er der en afklaring, siger Agnes Rosenlund.

Lever med støjen

Agnes Rosenlund og hendes familie dyrker kartofler på den store gård i Skrydstrup, og de har i mange år levet med støjen fra flyvestationen. Hun er godt klar over, at flyvestationen ikke kan flyttes, og de selv har valgt at bo der, men der er trods alt grænser for, hvor meget støj familien kan leve med, og netop derfor er hun gået ind i kampen mod forsvarsministeriet.

- Når de laver afvisningsøvelser, så er der to fly i luften af gangen, og det ene kommer altid lige hen over vores bygninger, og så får jeg ondt i ørerne, siger Agnes Rosenlund.

Hun afventer altså de nye støjberegninger, og indtil da har hun ikke meget til overs for ministeriet.

- De har til gode at bevise for mig, at det danske forsvar har en berettigelse.