Naboer frygter sandskulpturpark

Blåvand får måske en ny turistattraktion nær Tirpitz i form af en sandskulpturpark - naboer frygter trafikkaos.

Det ligger nærmest lige udenfor døren. Her i Blåvand. Så hvad er mere nærliggende end at lave en sandskulpturpark. Det er i hvert fald et ønske fra firmaet Marc Lauge. Her har man søgt Varde Kommune om at oprette parken for besøgende på Tane Hedevej 50 i Blåvand.

Her skal sandskulpturer op til fem meters højde gøre parken til en særlig oplevelse for turister. Skulpturerne skal professionelle stå for. Firmaet Marc Lauge skriver i ansøgningen, at de regner med 50-100 gæster dagligt i åbningstiden men understreger, at det er nærmest umuligt at vide, hvor populær sandskulpturparken kan gå hen og blive.

quote

- Med en turistattraktion mere på Tane Hedevej vil den voldsomme trafik blot blive endnu voldsommere. 

Anna Grønberg Müller, kommende genbo til parken, Blåvand

Parken, som vil være med 40 p-pladser og et café-område, ligger på samme vej som Tirpitz-museet og vil givetvis kunne tiltrække nogle af de 180.000 gæster, som kom til museet i sidste halvår af 2017.

Varde Kommune har netop orienteret naboerne, og her håber man, at ideen løber ud i sandet og ikke bliver til noget.

- Med en turistattraktion mere på Tane Hedevej vil den voldsomme trafik blot blive endnu voldsommere, siger genboen Anna Grønberg Müller.

Varde Kommune har netop lavet trafiktællinger på Tane Hedevej med henblik på at lave trafikale forbedringer, men ingen politiske beslutninger er taget endnu.

Også naboen Helle Soltau er ked af udsigten til en turistattraktion.

- Det bliver min ruin. For jeg har en lille-bitte udlejning med to lejligheder og autocampere på min jord. Bygget på mottoet ”fred og ro”. Men med skulpturparken kommer en masse biler med turister, der parkerer seks meter fra mit soveværelsesvindue. Det vil ikke være til at holde ud, og jeg må i givet fald flytte, siger hun.
                                                                                                 
Sagen er sendt fra Varde Kommune til naboerne alene som en orientering. Så uanset hvilken indsigelse naboerne måtte have, så vil den ikke nødvendigvis have opsættende virkning. Sagen kan dog senere komme op i det politiske udvalg for teknik og miljø, hvis forvaltningen vurderer, at der kan være tvivlsspørgsmål om ansøgningen i forhold til den nuværende lokalplan.  

Firmaet Marc Lauge har ikke umiddelbart ønske om at kommentere deres ansøgning overfor TV SYD.

Klik på kortet og se området omkring den kommende sandskulpturpark.
Klik på kortet og se området omkring den kommende sandskulpturpark.
Foto: Varde Kommune