Naboer til teltlejr får svar på alle spørgsmål

Tirsdag aften er der informationsmøde ved Søgårdlejren nær grænsen. Anledning er, at området nu skal huse illegale flygtninge.

Ved Søgårdlejren 20 km. nord for grænsen er der nemlig rejst en teltlejr med 55 telte og med plads til 550 flygtninge.

Fælles for de flygtninge er, at de IKKE vil søge asyl i Danmark.

Det er flygtninge, der før rejste videre til Sverige, men efter at svenskerne nu har indført grænsekontrol, lader det danske politi ikke længere bare flygtninge rejse videre. Nu skal de interneres i Søgaardlejren.

Lejren vil blive bevogtet af politiet, fordi flygtningene opholder sig illegalt i Danmark, indtil deres sag er afklaret.

- Aabenraa Kommune har ikke noget med oprettelsen af modtagecentret at gøre, men som borgmester føler jeg mig forpligtet til at informere borgerne i området om, hvad etableringen af centret kan få af betydning for dem, siger borgmester Thomas Andresen forud for aftenens møde.

Mere i TV SYD-nyhederne.