Hvorfor i alverden ringer det til gudstjeneste nu?
Det spørgsmål stillede naboerne til Uge Kirke nok torsdag nat, da kirkeklokkerne gik i gang. Klokkespillet startede omkring klokken tre, og så ringede de ellers i flere timer.
Graver på Uge Kirke, Irmgard Kolb, bor et stykke derfra. Derfor havde hun ikke hørt kirkespillet og haft en mulighed for at slå det fra.
- Jeg sov godt i min seng. Min telefon har jeg heller ikke inde ved siden af mig, så jeg havde heller ikke hørt, at flere havde skrevet og ringe, fortæller Irmgard Kolb til TV SYD.
Højtideligt klokkespil i flere timer
Klokken 3:04 får Syd- og Sønderjyllands politi en oprigning om de vilde klokker i landsbykirken. Vagtchefen konstaterer da også, at det ikke er et helt normalt tidspunkt at ringe til gudstjeneste på.
Først to timer sener får en nabo fat på menighedsrådsformanden Leif Andersen, der straks tager ud til kirken.
- Først omkring 5:20 får jeg stoppet klokkespillet. Vi har formentlig fundet fejlen nu, så vi håber, at vi har fundet en løsning på problemet, siger formanden til TV SYD.
Vi ved jo hvad det er, så vi kan godt sove. Al mekanik kan jo svigte, så det tager vi ikke så højtideligt.
Naboer vækket
Irmgard Kolb må i dag også høre fra mange naboer, at de blev vækket af klokkerne. De fleste tager det dog ikke så tungt, fortæller hun.
- De tager det som en oplevelse, så det, synes jeg da, er helt fint, siger hun.
Arnold Christensen er en af de naboer. Han hørte klokkerne i nat, men havde ingen problemer med at falde i søvn igen.
- Det generede ikke mig. Vi ved jo, hvad det er, så vi kan godt sove. Al mekanik kan jo svigte, så det tager vi ikke så højtideligt, siger Arnold Christensen til TV SYD.
Leif Andersen er ked af fejlen og undskylder overfor de naboer, der har været generet af kirkeklokkerne