Naboer vil have strakspåbud mod vindmøller

Politianmeldelse kan blive næste skridt, siger vindmøllemodstander.

Bekymrede naboer kræver nu, at byggeriet af 10 planlagte vindmøller stopper nu. Ifølge naboerne er opstillingen af møllerne ved den midtjyske motorvej ulovlig på flere måder.

Derfor opfordrer de direktørerne for de tekniske forvaltninger i Vejle og Ikast-Brande kommuner til at udstede strakspåbud om at stoppe byggeriet.

- Vi har ikke fået ordentlig dokumentation for, at støjgrænserne overholdes, og pludselig blev vindmøllernes størrelse ændret efter VVM-redegørelsen. Desuden står der i tilladelsen til projektmagerne, at de ikke må begynde at opstille vindmøllerne, før de huse, der skal nedlægges, faktisk er nedlagt, siger Jan Jørgensen fra Svindbæk, som er en de utilfredse naboer.

quote

Hvis der ikke kommer et strakspåbud, vil vi i stedet anmelde sagen til politiet. 

Jan Jørgensen, Svindbæk

I går onsdag valgte Vejles byråd at sende projektet tilbage til politisk behandling i Teknisk Udvalg. Det skete efter kritik af, at kommunen administrativt havde tilladt projektmagerne at opstille en kraftigere type vindmøller end den, som er omtalt i VVM-redegørelsen.

- Den afgørelse er vi glade for. Men set i det lys er det også oplagt, at der skal komme et strakspåbud mod at fortsætte byggeriet af møllerne. Hvis der ikke kommer et strakspåbud, vil vi i stedet anmelde sagen til politiet, siger Jan Jørgensen. 

Planchef Vejle Kommune, Lars Buksti, vil ikke opfylde borgernes ønske om et strakspåbud:

- For at kunne give et strakspåbud, skal der være foregået noget åbenlyst ulovligt. Vi deler ikke borgernes opfattelse af, at der er sket noget ulovligt.