Nabohjælp virker

Nabohjælp virker og er et effektivt våben mod indbrudstyve. Det måtte to tyveknægte natten til lørdag sande i Aabenraa.

Kort før midnat hørte en beboer på Uglekær i Aabenraa støj og opdagede, at der var to mænd, der var ved at bryde et vindue op til nabohuset. Han slog alarm til Syd- og Sønderjyllands Politi, der sendte en patrulje til stedet.

Da politiet ankom var tyvene smuttet med noget IT-udstyr og en indpakket julegave - men de blev kort efter anholdt i nærheden med de stjålne ting. De nu noget slukørede tyve viste sig at være to mænd på henholdsvis 26 og 28 år fra lokalområdet, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.