Nægter at modtage kvæstet polak

De polske myndigheder nægter at tage imod Adam Szaj, der blev kvæstet ved en arbejdsulykke i Hedensted.

Nu har Århus Sygehus fået nok. I dag flyver de ham til Polen.

44-årige Adam Szaj har siden 20. oktober været klar til at komme hjem til Polen.

Han arbejdede som håndværker i Hedensted, da han 16. september faldt igennem et tag og syv meter ned på et betongulv. I dag er han lam og ligger i respirator. Og han savner sin familie.

- Han er ved at miste modet, så det eneste rigtige er at sende ham til Polen nu, siger overlæge Benedicte Dahlerup til TV 2 ØSTJYLLAND.

Århus Sygehus har forsøgt at få en aftale med et polsk sygehus om at modtage ham. Men sygehusene i Polen svarer ikke, og de polske myndigheder fastholder, at de ikke har plads til ham.

Brug for respirator

- Vi har gjort det, at vi har fundet det bedste hospital i Poznan. Så har vi sendt en mail og en fax til dem med Adams sygehistorie, og at han ankommer tirsdag den 11. januar kl. 14 i lufthavnen, siger overlæge Benedicte Dahlerup fra Århus Sygehus og fortsætter:
- Han kommer som en ganske almindelig anden akut patient, der har brug for en respirator.

Adam Szaj bliver fulgt til Polen af danske anæstesilæger. De bliver ved ham, til han er lagt i respirator på det polske hospital.

På Århus Sygehus krydser lægerne fingre for at det lykkes at få ham indlagt i Poznan. Men nægter polakkerne at tage imod ham, så forsikrer Benedicte Dahlerup, at Adam Szaj kan komme tilbage til Århus Sygehus.

Sundhedsminister Bertel Haarder er orienteret om, at sygehuset sender Adam Szaj hjem, selvom de polske myndigheder ikke har accepteret, at han kommer.