Næsten dobbelt så mange søger om julehjælp

Antallet af ansøgere, der søger om julehjælp, er næsten fordoblet i forhold til sidste år.

Ansøgningerne til Dansk Folkehjælps julehjælp er eksploderet fra 2015 til 2016. I 2015 søgte 7.300 enlige forsørgere om julehjælp, men i år er der allerede kommet 13.559 ansøgninger på landsplan, og fristen for at søge udløber først 1. december klokken 24.00. Med de ansøgninger, som er kommet ind allerede nu, svarer det til en stigning på 85 procent.

- Vi ser samme stigning i hele landet, den er hverken betinget af udkantsdanmark eller noget andet, siger Klaus Nørlem, generalsekretær ved Dansk Folkehjælp til TV SYD.

Og stigningen på 85 procent er ifølge Klaus Nørlem meget overraskende for Dansk Folkehjælp.

quote

Det er markant anderledes end noget, vi har oplevet tidligere

Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp

- Det er markant anderledes end noget, vi har oplevet tidligere, siger Klaus Nørlem.

- Vi har samlet ind til julehjælp i 10 år, og det har været helt almindeligt med stigninger på 20 procent fra år til år, forsætter Klaus Nørlem.

Kontanthjælpsreform kan være en af forklaringerne

For at søge julehjælp skal man være enlig forsøger med børn, men man skal også være på en af udvalgte offentlige forsørgelser. Og i år skriver 44 procent af ansøgerne fra Syd- og Sønderjylland, at de er på kontanthjælp.

Derfor mener Dansk Folkehjælp, at kontanthjælpsreformen er én af årsagerne til den store stigning i ansøgninger.

- Vi formoder at kontanthjælpsreformen er en væsentlig årsag til, at vi modtager en så stor stigning i ansøgninger, siger Klaus Nørlem.

I Syd- og Sønderjylland er halvdelen af ansøgerne fra Fanø, Haderslev og Varde forsøget af kontanthjælpsreformen. I den modsatte ende af skalaen ligger Hedensted, hvor kun 31 procent af ansøgerne er på kontanthjælp.

- Vi er i hvert fald ikke i stand til at give andre forklaringer, siger Klaus Nørlem.

Sidste år uddelte Dansk Folkehjælp 5.400 pakker til en værdi af 1.500 kroner hver. I 2007 blev der uddelt lidt over 400 pakker.

quote

Ansøgerne fortæller os, de er mere stressede, både økonomisk og psykisk. Nogle bruger ordet desperation.

Jesper Rønn-Simonsen, udviklingschef, Kirkens Korshær

Kirkens Korshær genkender billedet

Også hos Kirkens Korshær er der en markant stigning i ansøgerne til julehjælp.

- Vi ser en stigning på omkring 30 procent - og den kommer oveni de store stigninger fra tidligere år, siger udviklingschef hos Kirkens Korshær, Jesper Rønn-Simonsen, til TV SYD.

Han oplyser endvidere, at ansøgningerne kommer fra et større opland - og føler sig mere pressede.

- Ansøgerne fortæller os, de er mere stressede, både økonomisk og psykisk, fordi de ikke kan overskue, hvad der sker til den næste første i måneden. Nogle bruger ordet desperation, slutter udviklingschefen fra Kirkens Korshær.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.