Narko-avler afsløret i Tjæreborg

Skunken er ved at være klar til høst, og det er politiet opmærksom på. I aftes blev et skunk-laboratorium fundet på nedlagt langsbrugsejendom.

Politiet rykkede ind på ejendommen mandag aften og anholdt en person på ejendommen. Det er en 18-årig vietnameser, som politiet nu kræver fængslet. Der blev fundet omkring 700 skunk-planter, som har en markedsværdi på omkring fem millioner kroner.

Skunk er en forædlet udgave af hash (cannabis). Hvis planten får gode vækstbetingelser kan skunken blive flere gange stærkere end hash.

Skunk skal have masser af varme, og derfor er der som regel stort el-forbrug på de ejendomme, hvor der dyrkes skunk. I aftes var der også folk fra beredskabsstyrelsen på ejendommen for at afmontere og fjerne en del ventilatorer og mange meter el-kabel, som ulovligt var sluttet til det offentlige net.

Politiet siger, at skunk-sæsonen varer tre-fire uger endnu. Folk må gerne ringe, hvis de ser noget, der ligner et skunk-laboratorium, siger politiet.