Narkopusher fra Als er flygtet fra psykiatrisk hospital

Den 23-årige narkopusher Arber Berisa fra Als er blevet efterlyst internationalt efter flugt fra afsoning på et psykiatrisk hospital.

Arber Berisa fik i efteråret 2012 en narkodom på fire års fængsel som den ene af to bagmænd i en større sag om indsmugling af 2,6 kilo ren kokain fra Tyskland til Danmark.

Sagen blev fulgt tæt af pressen, da den anden bagmand, Arber Berisas storebror, havde været kæreste med en 7 år yngre X-factor-deltager, der fik betinget dom i sagen.

Efter dommen blev Arber Berisa sendt til afsoning i Nyborg Statsfængsel, men på grund af psykiske problemer blev han overført til psykiatrisk hospital, hvor han i flere omgange forsøgte at flygte.

Først flygtede han fra Hviding Hospital i Ribe. Da han blev fanget igen, blev han i stedet overført til den psykiatriske afdeling i Svendborg. Men Arber Berisa flygtede igen.

Det er flere måneder siden flugten fandt sted, og vicepolitikommissær Svend Erik Lassen fra Sønderborg Politi finder det sandsynligt, at han er taget til udlandet.

- Vi spørger til ham i miljøet og holder øje med, om noget kan føre os frem til ham, men det er muligt, at han er flygtet til udlandet, siger Svend Erik Lassen til TV SYD.

Arber Berisa har kontakter i Tyskland og Kosovo, hvor hans familie stammer fra. Han er nu internationalt efterlyst.