Mand narrer butikker med vekseltrick

En mand har flere gange snydt sig til pengesedler i forbindelse med en veksling.

Både onsdag og torsdag har Syd- og Sønderjyllands Politi fået anmeldelser om en mand, der narrer sig til 500-kronersedler i dagligvarebutikker.

Manden, der beskrives som europæisk af udseende og mellem 50 og 60 år gammel, har været forbi butikker både i Esbjerg og nu også i Varde.

- Han kommer ind og køber for et mindre beløb og betaler med en 500-kronerseddel og beder derefter om at få vekslet. Bagefter får han skabt så meget forvirring, at han ender med at komme derfra med en ekstra 500-kronerseddel, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Mads Lervad Dammark, til TV SYD.

Manden er indtil nu gået efter dagligvarebutikker, og politiet opfordrer butikkerne til at være ekstra opmærksomme ved store pengevekslinger.

Signalement:

  • Mand mellem 50 og 60 år
  • ​Europæisk af udseende
  • 170-180 centimeter høj
  • Gråt kort hår
  • Taler dansk og to andre sprog
  • Bar sort jakke med blåt på skulderene.