Godmorgen søndag den 22. april, dit navn er Cajus, og du sover med en tåget nathue på, at du ved det. I hvert fald var du ikke til at kigge igennem over din sydlige og vestlige del, da jeg kørte igennem dig, mens solsorten sang i the dead of night.
Du var da ligeglad og gav mig en sigtbarhed på bare lidt over hundrede meter, på Sønderborgkanten var du helt nede på halvtreds. Jeg ved det, for en politimand har engang fortalt mig, at der er hundrede meter imellem reflekspindene på motorvejen. Så der måtte jeg pænt nøjes med halvfems i timen, og ved du så hvad? De andre drøner bare forbi mig. Er de udødelige eller hvad? Jeg forstå det ikke.
Nå, men nu skal du op, det er morgen, og solen skal nok få svedet din nathue af. Det er april, det er forår i Danmark, og du bliver op til 13-18 grader, nogle steder endda op til 20, og så er det altså ikke fedt med sådan en nathue.
Så af med den, Cajus, og hvis du vil vide det, så skyer du altså mere til, efterhånden som du kommer op og i gang, i eftermiddag kan du endda blive lidt våd. Det siger Meteorologisk Institut, og de ved den slags.
Og i nat kan du også begynde at buldretordne, når du vender dig. Jamen, det siger de.
Men du er nu god nok af sådan en søndag i april at være, og slet ikke så upopulær som ham Cajus. Han var engang pave i Rom, men så blev de andre så sure på ham, at han måtte skjule han sig i katakomberne i otte år, før de endelig fik fat i ham.
Sådan er det slet ikke med dig, Søndagscajus. Vi vil nyde dig, indtil solsorten synger dig i seng i aften.
