Natteravnene på vingerne i Christiansfeld

Massiv opbakning til at oprette afdeling af Natteravnene i Christiansfeld. 32 meldte sig til aktiv tjeneste for at undgå ballade, utryghed og hærværk.

62 mødte op til borgermøde på Christiansfeld Skole. Heraf meldte 32 sig til at være aktive i de gule jakker. Fire meldte sig til en styregruppe, som bl.a. skal lægge vagtskema.

- Jeg kan næsten ikke få armene ned, fordi der kom så mange, siger initiativtager og skoleleder Poul Fremmelev til TV SYD.

- Jeg er mest imponeret over, at fire personer meldte sig til styregruppen, og dermed virkelig tager ansvar. To af dem har børn på skolen. De andre har ikke. I skolebestyrelsen var vi lidt bekymrede for, at vi måske kom til at hænge på ansvaret for Natteravnene. Men det blev så ikke tilfældet.

Chefkonsulent Leif Christiansen fra Natteravnene deltog i mødet, som skolebestyrelsen havde indbudt til.

Uroen i den lille by har betydet, at mange forældre har været utrygge ved at lade deres børn mødes ved skolens bålsted eller i skolegården, hvor urolighederne og hærværk har fundet sted. 

Siden 9. juli er en bølge af indbrud og hærværk væltet ind over Christiansfeld, der er på Unesco's verdensarvsliste. TV SYD indslag fra 13. august.