Naturen udvikler børn positivt

Al forskning viser, at små børn, der leger i naturen, udvikler sig bedre. Helt overordnet koncentrerer de sig bedre, og de leger bedre med andre børn. Derfor turnerer Friluftsrådets "Spring-Ud-i-Naturen-Bussen" rundt i landet med viden, leg og erfaring om og for de mindste. Onsdag gæstede de Tønder.

283 friske børn fra otte dagplejere og syv institutioner mellem 0-6 år mødtes i dag til leg i naturen i Amtmandens Have i Tønder.

Børnene og de voksne skulle inspireres til flere og nye lege ude i det fri, for det har de så godt af.

Leg og ophold i naturen udvikler nemlig børn positivt.

Spring-Ud i Naturen-Bussen er bemandet med pædagoger, naturvejledere, motorikvejledere og andre "eksperter" i krop og bevægelse i uderummet.

Naturbussen har hele foråret besøgt institutioner, naturskoler, grønne uderum og pladser for at udbrede budskabet om en sund, kropslig udvikling med naturen som arena.

Bag arrangementet står Friluftsrådet, der med støtte fra Nordea-fonden kører rundt og besøger landets 0-6-årige i deres rullende inspirationscenter, Spring Ud i Naturen-Bussen.