Naturstyrelsen er på plads med hovedkontor i Randbøl

Som en del af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser er Naturstyrelsen blevet delt i to. Den gamle skovridergård Gjøddinggård i Randbøl mellem Billund og Vejle er fra fredag hovedkontor for Naturstyrelsen.

Som en del af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser er Naturstyrelsen nu blevet delt i to. Naturstyrelsen i Randbøl i Jylland og Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning i København åbner fredag dørene for første gang.

Naturstyrelsen i Randbøl skal forvalte Miljø- og Fødevareministeriets skov- og naturområder og gennemføre projekter til gavn for biodiversiteten og friluftslivet, mens Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA) i København bliver statslig myndighed for vand- og naturområdet.

I København har Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning cirka 350 medarbejdere, mens cirka 250 medarbejdere kommer til at arbejde fra otte enheder i resten af landet. Naturstyrelsen har i alt 600 medarbejdere, hvoraf godt 80 er tilknyttet hovedkontoret i Randbøl, mens resten er tilknyttet styrelsens 19 lokalenheder i resten af landet.

Udflytningen af Naturstyrelsen til Randbøl er en del af den statslige udflytning af arbejdspladser, som blev offentliggjort af regeringen i efteråret 2015. Siden er medarbejdere fra NaturErhvervstyrelsen flyttet til Augustenborg i Sønderjylland, tre klagecentre overgår til Erhvervs- og Vækstministeriet og får hovedsæde i Nævnenes Hus i Viborg, og dele af Miljøstyrelsen flytter til Slagelse.

Miljø- og Fødevareministeriets styrelser og klagenævn beskæftiger i dag cirka 4.500 medarbejdere, og knapt 53 procent af ministeriets medarbejdere er beskæftiget uden for København. Når regeringens udflytningsplan er gennemført, vil i alt 67 procent af de ansatte i Miljø- og Fødevareministeriet have arbejdssted uden for hovedstaden, skriver Miljøministeriet på deres hjemmeside.