Naturvejleder frygter fuglene vil dø som fluer i kulden

Det kolde vejr kan få store konsekvenser for fuglene, der har svært ved at finde føde.

- Fuglene vil dø som fluer.

Sådan siger Hans Tonnesen, der er naturvejleder.

Selvom kalenderen snart siger marts måned, så siger termometeret noget andet.

quote

Fuglene vil dø som fluer.

Hans Tonnesen, naturvejleder

De mange minusgrader kan få store konsekvenser for fuglene. Vejret giver frossen jord og vand, og det gør det meget svært for fuglene at finde den nødvendige føde, fortæller naturvejlederen.

I lørdags kunne vi på TV SYD fortælle om den første stork, der er landet i Bedsted nær Tønder. Det er ifølge storkene.dk ikke uventet, at der kommer storke nu. Allerede i januar ankom de første storke til Slesvig-Holsten, og lige nu opholder der sig mellem 30-40 storke syd for grænsen.

Men det er ikke helt ufarligt.

Hans Tonnesen fortæller dog, at storken er kommet en måned for tidligt til Danmark. Han formoder, at storken er taget til Spanien henover vinteren i stedet for til endnu sydligere pole nemlig Afrika. 

Tilbage i efteråret burde den have lettet sine vinger mod Afrika, for så ville den først være kommet til landet om en måned, hvor termometeret formentligt ville fortælle om varmere grader. 

Hvis man vil hjælpe de frosne fugle og storke, kan man sprede noget foder i sin have.