Nederlaget 18. april 1864 mindes med dansk-tysk kransenedlæggelse

Den 18. april 1864 var en af de sorteste dage i Danmarks historie. 37.000 preussiske soldater stormede danskernes fæstningsværk i Dybbøl, og krigen var tabt. Dagen mindes med kransenedlæggelse.

Den 18. april 1864 var en af de sorteste dage i Danmarks historie. 37.000 preussiske soldater stormede danskernes fæstningsværk i Dybbøl.

quote

Vi tabte for 153 år siden, det betyder ikke vi, at vi fejrer et nederlag her - tværimod - vi mindes og relaterer det til det der sker i verden omkring os i dag

Claus Klaris, oberstløjtnant og chef for Hjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland.

Tre måneder senere er landet næsten halveret, og kongeriget blevet en million indbyggere fattigere.

Det historiske slag blev mindet tirsdag formiddag med en fælles dansk/tysk kransenedlæggelse flere steder blandt andet ved Dybbøl Banke.

- Vi tabte for 153 år siden, det betyder ikke vi, at vi fejrer et nederlag her - tværimod - vi mindes og relaterer det til det der sker i verden omkring os i dag, fortæller oberstløjtnant og chef for Hjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland Claus Klaris.

Dansk og tysk kranse-nedlæggelse først forenet efter 147 år 

Det har taget rigtigt mange år før danskere og tyskere i fællesskab har kunnet mindes den 18. april i fællesskab.

Indtil 2001 afholdtes hvert år på dagen en dansk og en tysk ceremoni på Dybbøl Banke. Den danske ceremoni var klokken 10 og den tyske afholdtes senere samme eftermiddag. 

I 2002 deltog for første gang  et kompagni tyske soldater uden våben i den danske militære ceremoni på Dybbøl Banke ved Fællesgravene.

De deltog dog ikke i den efterfølgende parade gennem Sønderborg. Den danske ceremoni fortsatte sådan indtil 2010

Fra 2011 er ceremonien blevet et fælles dansk-tysk anliggende, hvor dansk og tysk militær deltager på lige fod med våben og faner i såvel ceremoni som parade gennem Sønderborg by.

Historiecenter Dybbøl affyrer kæmpe kanon

Også på Historiecenter Dybbøl Banke højtideligholder de dagen ved helt ekstraordinært at affyre Danmarks største originale fæstningskanon fra Krigen 1864.

En brutal 84 punds granatkanon med en kaliber på 230 mm. Det skrækindjagende våben bliver ladet med 3 kg sortkrudt og 27 kg hvedemel – og så gælder det ellers om at holde sig for ørerne.