Nedrivning af boligblokke udskudt: Skal huse flygtninge

En række boligblokke i Nordborg, som er udset til at skulle rive ned, skal midlertidigt huse flygtninge. Det har fået Dansk Folkeparti til at frygte ghettodannelser.

Udlændingestyrelsen har i denne uge bekræftet overfor den kommunale styregruppe, som består af embedsmænd, at der forhandles om ca. 50 boliger i Nordborg. De skal bruges til midlertidige boliger for asylansøgere, som har fået asyl.

Der er maksimalt tale om, at de skal bo i de tomme lejligheder i otte uger, inden de fordeles til mere permanente boliger rundt i landet.

Men det beroliger ikke Dansk Folkeparti.

- Vi frygter udflytningen af asylanterne til boliger på Nordals kan være starten på en ny ghettodannelse i kommunen, når man nu samler så mange i ét boligkvarter, siger Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse.

Han noterer, at der er ca. 250 tomme boliger på Nordals. Dermed er der ?et stort potentiale for Udlændingestyrelsen?, som kun ønsker at bruge ca. 50 boliger.

- Vi ser direkte for os at dette træk fra Udlændingestyrelsen vil medvirke til en øget fraflytning fra Nordals, og særligt fra boligforeninger, der er hårdt ramt i forvejen. Udflytningen vil dermed kun få en selvforstærkende effekt, siger Stefan Lydal.

Sønderborg Kommune modtog de første flygtninge i sidste måned. De indkvarteret på den gamle kaserne, mens deres ansøgninger om asyl behandles.

Aftalen om brug af kasernen som asylcenter går til 2016, hvor kommunen overtager bygningerne igen. Hvad der til den tid skal ske med boligerne på Nordals, vides ikke.