TV der bevæger dig

Nedskæringer truer aftalt sygehusbyggeri

Det er knap 10 dage siden regionsrådformand Carl Holst (V) og formand for regionens psykiatriudvalg Freddie H. Madsen (DF) tog første spadestik ved det nye psykiatrisygehus i Aabenraa. Nu risikerer byggeriet at gå i stå.

Byggeriet af nye psykiatriafdelinger i Esbjerg og Aabenraa er blandt de projekter, der er truet af byggestop i Region Syddanmark. Nedskæringer i regionernes rammeaftaler kan tvinge regionen til at annullere underskrevne kontrakter.

Region Syddanmark har fremskyndet investeringer i nye sygehuse og i psykiatrien for at skabe arbejdspladser og vækst i regionen. Nu kan ønsket om øget vækst komme til at ramme regionen hårdt.

Regeringen og regionerne forhandler i disse dage om rammebevillinger, og finansministeren varsler nedskæringer fra i alt 2,5 mia. kr. til 1,5 mia. kr.

Det vil betyde, at Region Syddanmark i 2014 får et anlægsloft på 320 mio. kr.

Det skal ses i lyset af, at regionen allerede har indgået kontrakter for 413 mio. kr.

Konsekvensen er, at Region Syddanmark kan blive tvunget til at annullere kontrakter for næsten 100 mio. kr. og i stedet stille op til de erstatningskrav, det vil afføde.

Udover de aftalte kontrakter har regionen planlagt investeringer i nyt byggeri for yderligere 134 mio. kr. og vedligeholdelse af apparatur og it for 210 mio. kr.

Region Syddanmark har altså samlet planlagt investeringer for over 750 mio. kr. i 2014, mere end dobbelt så meget, som den rammebevilling regionen har udsigt til.

Se mere i TV SYD Nyheder kl. 19.30

Hvis nedskæringerne bliver en realitet vil det bl.a. ramme psykiatriafdelingerne i Esbjerg og Aabenraa og udbygningen af sygehusene i Kolding, Vejle og Sønderborg.

Desuden vil de manglende investeringer i apparater og it give et efterslæb, der rammer kvaliteten i sygehusenes behandling og muligheder for at øge effektiviteten.

Region Syddanmark har i 2013 et anlægsloft på 560 mio. kr., hvilket ifølge regionens økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen i forvejen var sat meget lavt. Han er bekymret over de nuværende forhandlinger.

- Vi skal et godt stykke over 2 mia. kr., hvis vi overhovedet skal kunne sætte noget i gang. Hvis det bliver under 2 mia. kr. skal vi sætte i stå, siger Mogens Sehested Kristensen til TV SYD.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden