muted

KV17:

Neel Rudebeck går i sin fars fodspor: - Han ville være stolt af mig

Neel Rudebeck frygtede november 2017. Hun frygtede, at valgkampen i Tønder ville minde hende om tabet af sin far, Laurids Rudebeck. Hans smilende ansigt ville mangle i lygtepælene, til valgmøderne og på tv-skærmen. Nu er frygten vendt til kamp; hun stiller selv op til valget.

Rudebeck. Navnet er kendt i Tønder. Kendt fra politik. Det er navnet på borgmesteren i perioden 1. januar 2010 til 10. maj 2016.

Den dag stoppede Laurids Rudebecks tid som borgmester i det sydvestligste hjørne af Danmark. Og den dag forandrede Neel Rudebecks liv. 

Ved Laurids Rudebecks begravelse deltog både royale og en lang række politikere.
Ved Laurids Rudebecks begravelse deltog både royale og en lang række politikere.
Foto: TV SYD

Neel Rudebeck står i Kvickly den dag. Hendes telefon ringer, og beskeden er, at hendes far har det skidt. Hun kører hjem til sine forældre, og hun bliver allerede udenfor mødt af en sværm af mennesker. I midten holder en ambulance.

Ambulanceredderne står ved spisebordet, da hun træder ind i forældrenes hjem. Bagved ligger hendes far, Laurids Rudebeck. Hun er ikke i tvivl. Han lever ikke.

 
 

De følgende dage bliver hun, moren og broren nærmest omringet af presse, politikere, royale og tøndringer, der vil udtrykke deres medfølelse.

- Der er mange, der har været i tvivl, om det var rart, at der var så meget opmærksomhed. Vi valgte at se positivt på det: at det var en anerkendt mand, som fik den ros, han fortjente. Det betød utrolig meget, og det var meget smukt, fortæller Neel Rudebeck halvandet år efter farens pludselige død. 

muted

I fars fodspor

- Jeg er det, man godt kan kalde fars pige med lidt til.

Neel Rudebeck har haft en god opvækst i Tønder, synes hun. Forholdet mellem hende og Laurids Rudebeck har altid været noget ganske særligt. Han er hendes idol.

- Jeg har altid set op til min far, lige siden jeg var helt lille. Jeg er det, man godt kan kalde fars pige med lidt til. Jeg har altid været imponeret over ham – når han ville noget, så gjorde han det, og han var rigtig engageret i mange ting, siger Neel Rudebeck.

Neel Rudebeck tænker stadig på og savner sin far.
Neel Rudebeck tænker stadig på og savner sin far.
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD.

Laurids Rudebeck var ansat i politiet, før han blev borgmester. Først som betjent siden som leder af lokalpolitiet i Tønder. 

Neel Rudebeck går i sin fars fodspor. Både arbejdsmæssigt og politisk. Hun vil på politiskole, når den vestdanske politiskole åbner, og hun er lige nu ved at føre valgkamp for at komme i Tønders byråd. Det sidste, havde hun aldrig forestillet sig, at hun skulle. 

Neel Rudebeck forklarer, hvorfor hun stiller op til kommunalvalget. 

En ven af familien tog kontakt til Rudebeck-klanen, da valgkampen nærmede sig. Han ville høre, hvordan familien havde det – og så havde han et ønske, som kun Neel kunne opfylde. Hun skulle være en af kandidaterne for hans nystiftede parti, Borgerlisten.

- Indtil for tre måneder siden var jeg bekymret for valgkampen, fordi det var noget min far elskede og så frem til. At jeg stiller op har gjort noget godt for mig og min sorg. Jeg glæder mig, men jeg kæmper ikke min fars kamp. Jeg er inspireret af ham, men jeg kæmper min egen kamp.

- Jeg kan godt se, jeg går i min fars fodspor, men jeg har ikke noget imod det, for jeg er stolt af min far.

muted

Ud af fars skygge

- Jeg tror, at han er stolt af både mig og min familie over den måde, som vi er kommet videre på.

Hun brænder for Tønder ligesom sin far. Men hun stiller op for et andet parti, og hun har nogle andre mærkesager. Neel Rudebeck vil især kæmpe for børnefamilierne og de unge. 

- Jeg håber, jeg kan træde ud af hans skygge på et tidspunkt, siger hun. 

Hun vil ud af faderens skygge, men han har stadig en stor betydning. 

- Jeg er sikker på, at min far vil være stolt af mig, men ikke kun fordi jeg stiller op til kommunalvalget. Jeg tror, at han er stolt af både mig og min familie over den måde, som vi er kommet videre på.

Neel Rudebeck vil kæmpe for at få en plads i byrådet. 
Video: Stefan Jørgensen, TV SYD
Flere stærke fortællinger
Forsiden lige nu