Nej tak til sprøjtegift på kommunal jord

Hedensted Kommune tillader ikke, at det omdiskuterede sprøjtemiddel prosulfocarb bliver brugt på kommunal jord, der er lejet ud til landbrug.

Økologisk Landsforening blæser nu til kamp mod sprøjtemidlet prosulfocarb. Til en start vil økologerne have kommunerne til at forbyde sprøjtning med stoffet på kommunal jord, der er lejet ud til landbrug.

Men i Hedensted er det allerede forbudt at bruge pesticider eller slam på kommunens jord - og sådan har det det været i 7 år.

- Det er egentlig en aftale, som vi traf for adskillige år siden, hvor alle kommuner, sammen med det daværende miljøministerium, blev enige om, at nu ville man udfase pesticider på de kommunale arealer. Dengang drejede det sig nok mest om fortove, veje og stier, men vi tog skridtet lidt videre og sagde, nu skulle det gælde alle kommunale arealer, siger Johan Stadil Petersen, vicekommunaldirektør i Hedensted Kommune, til TV SYD.

Det betyder altså, at når kommunen lejer jord ud, så står der i kontrakten, at der ikke må anvendes nogen form for pesticider eller slam på arealet.

Landmændene i Hedensted er også de tredje flittigste i landet til at sprøjte med prosulfocarb - 1,6 liter hektar blev det til i 2014. Alligevel har landmændene ikke klaget over, at den jord, de lejer af kommunen, skal være sprøjtefri.

- Vi har ikke fået de store kommentarer på det. Landmændene har ikke anket over det i hvert fald, siger han.

Nu er kommunen ikke den store spiller i landbruget i Hedensted, da der kun er lejet mellem 75-100 hektarer ud til landmænd.

- Vores lejere lever ikke af at dyrke vores arealer. Det er kun små marginaler, de dyrker, siger han.

Men det er signalet fra kommunen, der er vigtigt. Og vicekomunaldirektøren opfordrer andre kommuner til at komme med på vognen.

- Det er en fin ide, at vi er med til at udfase brugen af de her stoffer, siger Johan Stadil Petersen .