SSF-landsmøde: Nej til skolelukninger

Det danske mindretals suverænt største forening - Sydslesvigsk Forening - har på sit landsmøde lørdag formiddag i Husum med massivt flertal afvist planerne om at lukke skoler i Sydslesvig.

Sydslesvigsk Forening siger nej til at lukke danske skoler syd for grænsen. På foreningens landsmøde i Husum lørdag opfordrede et massivt flertal til at tage planerne af bordet.

- For os er det vitalt, at skolerne bevares. Skolerne i det danske mindretal er ikke bare pædagogiske institutioner, de er forsamlingshuse og kulturhuse, hvor foreningslivet det foregår, og der hvor skoler lukkes er det liv truet, siger Jon Hardon Hansen, formand for Sydslesvigsk Forening. 

Et vink med en vognstang

Sydslesvigsk Forening er mindretallets største forening, og selvom foreningen ikke formelt kan beslutte om skolerne skal lukke eller bestå, så er der tale om et så kraftigt vink med en vognstang, at Dansk Skoleforening for Sydslesvig næppe kan sidde opfordringen overhørig, vurderer kilder overfor TV SYD.

Se hvad Jon Hardon Hansen, formand for Sydslesvigsk Forening, siger til forslaget om lukning af skolerne. 

Mindretallets politiske parti SSV er ligeledes på vej med en opfordring om at tage planerne af bordet.

Lukning af fire skoler og en børnhave 

Skoleforeningen har foreslået lukning af fire små skoler og to børnehaver, fordi der er ubalance i økonomien. Indtægterne i form af tilskud kan ikke følge med de stigende udgifter til bl.a. lærerlønninger, og derfor har foreningen vurderet, at der er behov for at gribe ind.

- Der har været så mange misforståelser og fejltolkninger i den her debat, så indtil videre er den ikke kommet til at handle om det, som det egentlig handler om, nemlig; er det sådan vi vil bruge pengene, og er det sådan, at vi tjener mindretallet bedste, siger Lars Kofoed-Jensen, direktør for Skoleforeningen.

Se Lars Kofoed-Jensen, direktør for Skoleforeningen, give et eksempel på, hvorfor han har rejst debatten om skolelukninger. 

En opfordring til Skoleforenigen

På landsmødet i Husum sendte SSF denne opfordring til Skoleforeningen:

”Sydslesvigsk Forening er dybt bekymret på grund af de af Dansk Skoleforening for Sydslesvig varslede lukninger af danske institutioner. For Sydslesvigsk Forening er lukningen af danske institutioner i landdistrikter ikke acceptable. De fører efter al erfaring til, at mindretallets lokale folkelige arbejde i området dør ud. Mindretallet som helhed må i fællesskab stræbe efter at opretholde det folkelige arbejde og liv dér, hvor der er grundlag for det. Sydslesvigsk Forening opfordrer derfor Skoleforeningen til at finde alternativer til lukninger, som sikrer foreningens økonomiske grundlag på skoleområdet og den pædagogiske kvalitet i de berørte institutioner."