Nesca Jensen har haft dansk CPR-nummer – nu skal hun ud af landet

Selvom Nesca Jensen har haft både dansk CPR-nummer og opholdstilladelse, så skal hun ud af landet. Hun flyttede til Danmark senere end hendes mand gjorde.

Familien Jensen er ved at pakke alle deres ting sammen. De har fået den besked, at de skal være ude af Danmark senest på tirsdag.

- Vi gør klar til flytning på tirsdag. Min kone er ved at pakke alle sine ejendele, og jeg er ved at pakke alle mine, siger Per Jensen.

- Jeg har det meget dårligt. Jeg er frustreret, stresset, og jeg føler mig tom, siger han.

Familien består af far Per Jensen, mor Nesca Omaida Jensen , der oprindeligt er fra Panama, og deres to sønner. Per og Nesca har været gift i knap 20 år og boet sammen i Danmark. I cirka 14 år har de boet i udlandet, men da de besluttede sig for at vende tilbage til Danmark, gik det galt.

Nesca blev udvist fra Danmark i juli. Det klagede familien over, men nu er afgørelsen endelig, og Nesca har fået seks dage til at forlade landet. Nu er der fem dage tilbage.

quote

Havde vi undersøgt den her tremåneders-regel og søgt inden for de første tre måneder, efter jeg kom til Danmark, så havde der ikke været nogle problemer og hun havde fået sin opholdstilladelse.

Per Jensen

Nesca Jensen har fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, selvom hun tidligere har haft både opholdstilladelse og dansk CPR-nummer.

- Det er meget usikkert det hele, og vi ved ikke rigtig, hvilket ben vi skal stå på, siger Per Jensen om situationen.

Da familien flyttede fra Spanien til Danmark, flyttede Per Jensen først. Han skulle blandt andet finde et sted at bo. Nesca Omaida Jensen holdt sig ikke indenfor en tremåneders-regel, da hun fulgte efter sin mand. 

- Vi har overskredet en tremåneders-regel, som vi ikke vidste, var der. Det er grundlæggende det, de tager til dom for, at hun ikke må være her, siger Per Jensen.

- Havde vi undersøgt den her tremåneders-regel og søgt inden for de første tre måneder, efter jeg kom til Danmark, så havde der ikke været nogle problemer, og hun havde fået sin opholdstilladelse, siger han.

Familien har fået afslag på en ankesag ved Udlændingestyrelsen, og derfor flytter de nu ud af Danmark. Lige nu bor de i Sommersted, men på onsdag er det slut. Deres ældste søn på 17 år bliver boende i huset i Sommersted, mens resten af familien rykker syd for den dansk-tyske grænse.

- Viser man min kone ud, så viser man også mig ud, siger Per Jensen.

- Vi er en enhed, afslutter han.