Netbutik har pakket pakker siden midnat

Kids-world.dk haft travlt på Black Friday og for at være forberedt, har ejer Annette Nielsen kaldt ansatte på arbejde i nat.

På lageret i Esbjerg går det stærkt. Rigtig stærk. Ordrerne kommer løbende ind, og de ansatte har travlt. Pakkerne skal fyldes med flyverdragter, forede gummistøvler, sengelinned og børnetøj, inden de kan sendes afsted til de ivrige køber.

I den 4.400 kvadratmeter store lagerhal holder internetbutikken Kids-world.dk til. Idekvinden bag er Annette Nielsen, og hun har set frem til dagen i dag med spænding.

quote

Firmaet summer af engagement og tanker om, hvad vi kan nå, og om systemet nu kan holde.

Annette Nielsen, ejer, Kids-world.dk

- Firmaet summer af engagement og tanker om, hvad vi kan nå, og om systemet nu kan holde. Black Friday betyder fokus på julesalget – det er nu, vi skyder det i gang, siger indehaver Annette Nielsen til TV SYD.

Natarbejde på lageret

For at nå det hele har virksomheden valgt at kalde medarbejdere på arbejde i nat. Ved midnatstid mødte det første hold på ti personer. I alt er 75 ud af 90 ansatte på arbejde, indtil de sidste går hjem i aften klokken 22.

- Vi har haft lige så travlt, som vi håbede. Vi nåede lige at snakke om, om natholdet var nødvendigt, men jeg er nu glad for, at de kom, siger Annette Nielsen.

Der er travlt på lageret i Esbjerg, der er 4.400 kvadratmeter stort. En af dem, der har været på arbejde siden tidlig morgen er Mette.
Der er travlt på lageret i Esbjerg, der er 4.400 kvadratmeter stort. En af dem, der har været på arbejde siden tidlig morgen er Mette.
Foto: Line Sahl, TV SYD

Hun fortæller, at Black Friday kræver stor forberedelse – af systemerne, teknikken, medarbejderne og ikke mindst de mange varer og tilbud.

- Det er vigtigt, at vi står sammen sådan en dag som i dag og får så mange ordrer ud af døren med positiv stemning, som vi kan. Det er super fedt at være en del af, siger Annette Nielsen, som også har sørget for en lille godte til medarbejderne:

 - Som indehaver er det selvfølgelig også mig, der skal sørge for fredagssnolder – så det har jeg selvfølgelig gjort.

quote

Black Friday har udviklet sig til at betyde rigtig meget for november måned, og det er ikke nødvendigvis positivt, for det går ud over salget i resten af måneden.

Annette Nielsen, ejer, Kids-world.dk

Et internetvirksomhed i vækst

Kids-world.dk startede i februar 2006, og siden da er det kun gået fremad. Især de sidste seks år har virksomheden oplevet størst udvikling, så det er gået rigtig fint, fortæller Annette Nielsen med jysk beskedenhed.

Black Friday er en af de dage, der har stor betydning og fylder utrolig meget for Kids-world.dk, men det er ikke altid kun godt:

- Black Friday har udviklet sig til at betyde rigtig meget for november måned, og det er ikke nødvendigvis positivt, for det går ud over salget i resten af måneden. Vi har så forsøgt at gøre det til en speciel dag, hvor vi har fokus på varer, vi ikke normalt har rabat på – og det gør dagen speciel for os, siger ejeren til TV SYD.