Niels Højlund er død

Samfundsdebattøren og højskolemanden Niels Højlund er død, 82 år gammel. Op gennem 1960-erne var han lærer på Askov Højskole og i seks år frem til 1978 var han sognepræst i Blåvand

Niels Højlund huskes af mange især for tv-programmet Højlunds Forsamlingshus.

Selv om det er 20 år siden, at "Højlunds Forsamlingshus" kørte som fast debatprogram på TV2, huskes programværten Niels Højlund af mange danskere for sin helt specielle og iltre stil, når han sprang rundt i studiet og stillede knivskarpe spørgsmål til de indbudte gæster.

Torsdag døde højskolemanden, forfatteren, præsten og samfundsdebattøren Niels Højlund i en alder af 82 år. Det meddeler familien til Politiken.

Niels Højlund, der blev født 31. december 1931 i Vejlby på Djursland, blev uddannet på Aarhus Universitet som cand.mag. i historie og kristendomskundskab med eksamen i 1958.

Fra 1959 til 1968 var han lærer på Askov Højskole, og efter en periode ved Grønlands Radio arbejdede han som sognepræst i Ho-Oksby fra 1972 til 1978. Herfra fortsatte han til Ry Højskole, som han var forstander for frem til 1988.

I de senere år har Niels Højlund holdt hundredvis af foredrag og skrevet klummer til Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.