Dramaet kom i heat 14 på banen i polske Gorzow. Niels-Kristian Iversen var kommet bedst ud af starthullerne, da han ramte et spor og mistede kontrollen med cyklen. Bagfra kom den nuværende verdensetter Greg Hancock, der i sammenstødet fik sin arm ind i danskerens baghjul.
-Det er rigtigt ærgerligt, at han også bliver skadet, men jeg håber, at han hurtigt er tilbage, så han kan forsvare sin førsteplads i Grand Prix-serien, fortæller Niels-Kristian Iversen fra hospitalssengen i Gorzow, hvor hans egen situation heller ikke er for lovende.
- Det ser ud som om, ledbåndet i knæet er revet over, og der kan være yderligere skader. I løbet af de kommende dage skal jeg have en MRI-scanning, der giver et bedre billede af skaderne, men der kan også være skader på korsbåndet. Under alle omstændigheder kan det meget nemt være slut for mig i denne sæson, siger Niels-Kristian Iversen.
Grindsted-dreng i finalen
For Grindsted-drengen Michael Jepsen Jensen var aftenen en anderledes succes. Jepsen Jensen var kommet med til Gorzow på et wildcard, og kørte sig helt frem til finalen, hvor han dog endte sidst.
Michael Jepsen Jensen nåede dog at køre 14 points hjem, og kørte sig dermed ind som et godt bud på en af de faste wildcard-pladser til næste sæson.
Holsteds Nicki Pedersen, der kørte med en skadet skulder, fik syv points og kom dermed lige præcis ikke videre til seminfinalerne.
Lørdagens løb blev vundet af den lokale polske wildcard-kører Bartosz Zmarzlik.
Næste Grand Prix køres i Vojens den 13. september.
1. Greg Hancock - 112 p
2. Tai Woffinden - 98 p
3. Nicki Pedersen - 93 p
4. Krzysztof Kasprzak - 92 p
5. Matej Zagar - 91 p
6. Niels-Kristian Iversen - 87 p
7. Darcy Ward - 75 p
8. Chris Holder - 70 p
9. Fredrik Lindgren - 69 p
10. Troy Batchelor - 66 p