TV der bevæger dig

For 18 måneder siden såede Noah et frø - nu er han ved at revne af stolthed

Noah Jørgensens træ har siden foråret sidste år vokset ham op til maven Foto: Sofie Dupont

Den er ikke så høj. Ej heller så fyldig. Men Oksbøl Skov er trods sin unge alder og spinkle udseende allerede meget populær hos borgerne på Als.

På lørdag kulminerer den store landsindsamling "Danmark Planter Træer" med et stort indsamlingsshow på TV 2, hvor der samles penge ind til at plante en million træer i nye folkeskove overalt i Danmark. 

Men der findes allerede en folkeskov på Als, og her kan det være svært at se skoven for bare træer. På Nordals har borgene nemlig en skov, der i gennemsnit er omtrent halvanden meter. Det bliver den selvfølgelig ikke ved med at være, for med kun 18 måneder på bagen er skoven langt fra fuldvoksen endnu.

Der er tale om Oksbøl Skov, som er den allerførste folkeskov på Als. Flere lokale skoler og daginstitutioner var sidste år inviteret til at give et nap med, da den skulle plantes.

Noah Jørgensen var én af eleverne fra 5. klasse på Friskolen Østerlund, som fik lov til at hakke en spade i jorden og plante et egetræsfrø. Han blev overrasket over, hvor meget hans træ var vokset, da han genbesøgte den nye folkeskov sammen med TV SYD:

- Jeg havde ikke forventet, at det allerede ville være blevet så stort da, siger Noah Jørgensen, der nu går i 7. klasse. 

Han bemærkede også, at de andre træer var vokset meget. Men hans eget egetræ var nu det, der optog ham mest.

- Jeg er stolt af, at mit træ er blevet den størrelse, det er blevet, siger han. 

Et naturligt knudepunkt

Det var i maj 2018, lige før tørken ramte Danmark, at skoven blev plantet. Men allerede i efteråret 2017 indgik Naturstyrelsen aftale med Sønderborg Kommune og Foreningen Vandsamarbejdet om at opføre en folkeskov på Als. Med sine 150 hektar kommer skoven til at fylde godt på øen, og naturcenterleder i Sønderborg Kommune Andreas Hermann ser også stort potentiale i placeringen.

- Skoven fungerer som en naturmagnet, hvor rådyr, harer, fugle og padder nu har mulighed for at sprede sig fra de andre store naturområder på øen, siger Andreas Hermann.

Danmark Planter Træer

"Danmark Planter Træer" er et samarbejde mellem TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening.

Lørdag 14. september kl. 19:30 sendes det store indsamlingsshow på TV 2 med værterne Puk Elgaard og Mikkel Kryger med masser af gæster og underholdning til gavn for klimaet.

De indsamlede midler videresendes til Growing Trees Network Foundation, som står for at rejse nye Folkeskove i Danmark, Den Danske Naturfond, som opkøber rydningstruet skov i Danmark, og WWF, som bevarer rydningstruet skov i udlandet.

Lokal opbakning belønnes med æbler

Naturstyrelsen driver skoven, og indtil videre er der blevet anlagt 1,5 km stisystem, og yderligere 1,5 km skal i fremtiden etableres. Enten i form af mountainbikespor, ridestier eller noget helt tredje. Det er noget, de lokale kan være med til at bestemme, for netop de lokale har været en stor spiller i projektet om folkeskoven.

Ved den seneste skovvandring i området blev gæsterne instrueret i, hvordan æbletræer skal klippes og skæres, for at de giver frugt hvert år. En del af skoven ligger nemlig oveni en tidligere frugtplantage.

Allerede om aftenen efter skovvandringen fik Naturstyrelsen en liste med over 20 frivillige, der gerne ville være en del af det lokale frugtlav.

- Det gør mig glad som naturvejleder at vide, at folk i nærområdet bruger skoven og værner om den. De føler et ansvar og viser engagement, og det er dejligt, siger Andreas Hermann.

Noah Jørgensen har planer om at følge skoven - og ikke mindst sit eget træ - helt tæt.

- Jeg kunne godt forestille mig, at jeg vil komme herop mindst én gang om måneden. Jeg har jo været med til det her, så jeg vil gerne se, hvad der sker i området, siger han.

Nye folkeskove på vej i Syd- og Sønderjylland

I forbindelse med "Danmark Planter Træer" er der planer om nye folkeskove i Syd- og Sønderjylland:

Skovene bliver rejst af både kommuner, Folkekirken og Naturstyrelsen.

Fredericia: 3,3 hektar (Fredericia Kommune)
Horsens: 13 hektar (Horsens Kommune) og 26,8 hektar (Naturstyrelsen)
Kolding: 2,5 hektar (Kolding Kommune)
Sønderborg: 2,9 hektar (Sønderborg Kommune)
Tønder: 8 hektar (Tønder Kommune og Naturstyrelsen)
Vejle: 1,9 hektar (Folkekirken)


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App