TV der bevæger dig

Esbjerg har taget på: Noah sveder for at vende udviklingen

00:17

14-årige Noah Holdt Henriksen glæder sig over, at han har svært ved at få tøjet til at passe, efter at han har tabt sig. Video: Finn Grahndin, TV SYD

55 procent af Esbjergs befolkning er overvægtig. Nu satser kommunen på børn og unge for at stoppe udviklingen.

Pedalerne på motionscyklen hjuler rundt. I sadlen sidder Noah Holdt Henriksen. Han sveder og er godt rød i hovedet.

Men han gør det med glæde.

- Jeg har det skidegodt, for jeg får motion, som hjælper mig med at tabe mig, siger den 14-årige. 

Han er en af de 11 børn og unge, der på sundhedscenteret Højvang i Esbjerg knokler med at kyle kalorierne ud ved hjælp af benspjæt, squats, armbøjninger og høje knæløft. 

- Jeg har tabt mig fire centimeter, siden jeg startede her, siger Noah og lader en finger glide henover maven.

Clint Staal har fået opgaven "sprællemand".  Foto: Finn Grahndin

For mange kilo i Esbjerg 

Esbjerg Kommune har i en ny strategi for sundhed frem mod 2025 valgt at fokusere på at få antallet af overvægtige ned. 55 procent af Esbjergs befolkning er overvægtige. Moderat eller svært overvægtige. Et tal fra 2017. Et tal, der er steget. I 2013 var det 51 procent.

Forklaringerne kan være en fritid uden fysisk aktivitet. Med andre ord: For meget sofa, og for lidt aktivitet. Således havde knap 21 procent af borgerne i Esbjerg Kommune stillesiddende fritid i 2017. En stigning fra 2013, hvor tallet lå på 16,2 procent.

Men også kosten spiller ind. Og også her viser tallene en negativ udvikling. I 2017 havde 19,6 procent af borgerne kommunen et usundt kostmønster. En stigning fra 15,6 procent i 2013.

- Her finder de gode kammerater og veninder, siger fysioterapeut Janni Jørgensen. Foto: Finn Grahndin

Finder kammerater

Under fysioterapeut Janni Jørgensens ledelse i motionsrummet er de unge i fuld gang med at fiske nye opgaver op fra gulvet, hvor der ligger en masse papirer. 

- 10 mavebøjninger, siger Noah Holdt Henriksen og viser papiret med opgaven. 

Sammen med sin makker løber han hen for at tage mavebøjningerne, mens andre er i gang med andre opgaver.   

- Ofte er de meget generte i begyndelsen og usikre på de øvelser og lege, vi har gang i, men de bliver hurtigt trygge ved det, finder sammen og får kammerater og veninder, siger Janni Jørgensen. 

Han har bare fået så meget mere selvværd og energi. Før var det meget sådan: "Jeg gider ikke, jeg gider ikke".

Tanja Staal, mor til Clint Staal, der deltager i projektet 'You Fit'

Også godt for de voksne

En af de andre børn er Clint Staal. Han snubler og griner. Hans mor, Tanja Staal, er glad for tilbuddet.

- Det er super for ham. Han har bare fået så meget mere selvværd og energi. Før var det meget sådan "jeg gider ikke, jeg gider ikke", siger hun og tilføjer:

- Men det har også været godt for os voksne med en travl hverdag. Før var det meget med at putte en frysepizza i ovnen eller noget andet hurtigt. Nu kører vi grøntsager, grøntsager, grøntsager.

Ungdomsårene er vigtige

Hidtil har You Fit, som projektet hedder, været forbeholdt børn og unge i alderen 9-17 år. Men nu har Esbjerg Kommune valgt at starte forebyggelsen allerede, når børnene er seks år. 

- Det er i de meget vigtige ungdomsår, at de gode vaner skal grundlægges. Vi ved jo desværre, at 70 procent af de overvægtige børn tager overvægten med ind i voksenlivet, siger koordinator Sara Sønderby Nielsen. 

- Det er i de vigtige ungdomsår, at de gode vaner skal grundlægges, mener koordinator Sara Sønderby Nielsen. Foto: Finn Grahndin

Fokus på overvægt - og rygning 

Hvis det sker - altså at børn og unge tager overvægten med ind i voksenlivet - øges risikoen betydeligt for en lang række sygdomme. 

- Men det snakker vi naturligvis ikke om med børnene. Det skal de ikke bekymre sig om. Det er vigtigt, at de får en god oplevelse og har det sjovt, siger Sara Sønderby Nielsen.  

Sundhedsstrategien bliver behandlet af politikerne i Sundheds- og omsorgsudvalget tirsdag. Strategien fokuserer foruden på unge med overvægt også på unge rygere.

You Fit er:

* Et forløb for overvægtige børn og unge i alderen 9-17 år - fra 1. januar også for børn helt ned til seks år

* Forløbet varer 20 uger

* Det er gratis og skal ikke visiteres gennem læge

* Fem samtaler med børn og forældre om livsstil, sund kost og motion derhjemme

* Fællestræning to gange om ugen - der er også mulighed for svømning

* Forløbene foregår i Esbjerg, Bramming og Ribe

* Der er 30 børn med i forløbet, men antallet vil stige, nu hvor kommunen har sænket aldersgrænsen

Se mere
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu