Nøgenbadere deler vandene

En gruppe nøgenbadere pikerede en strandgæst, og nu er der gang i debatten. Nogle er forargede, andre siger, at det er helt naturligt.

Forestil dig, at du nyder det dejlige vejr på stranden. Du har gang i grillen, børnene leger, om lidt skal I spise, og så stiger nogle nøgenbadere pludselig op af vandet. Endda nogle gamle og rynkede nogle.

Er det i orden med dig, eller er det bare for meget?

Det er lige nu diskussionen i Vejle Amts Folkeblad.

Heidi Sørensen nød det hele på Tirsbæk Strand ved Vejle Fjord, da de nøgne mennesker steg op af vandet. Så skrev hun på Facebook Vejle-gruppen:

- Er det bare mig, der er lidt sippet eller mærkelig, når jeg synes, det IKKE er ok at bade nøgen her om eftermiddagen/spisetid ved Tirsbæk?

Det udløste en hel del reaktioner, for såvel som imod.

quote

Er det bare mig, der er lidt sippet eller mærkelig, når jeg synes, det IKKE er ok at bade nøgen her om eftermiddagen/spisetid ved Tirsbæk?

Heidi Sørensen, strandgæst

- Det er sgu ikke rimeligt, at folk render rundt splitternøgne midt på dagen på en offentlig strand. For mig at se er det anstødelig adfærd, skriver en kvinde, mens andre mener, at Heidi Sørensen bare skal glæde sig over, at de kan, tør og vil, og at folk nu simpelthen må holde op med at være så smålige.

Tak og tone med røven bar

Ifølge foreningen Danske Naturister er det tilladt at bade nøgen på de fleste danske strande, og i 2016 sagde formand Mette Duekilde til Berlingske, at det bare er med at gøre det. Altså bade nøgen.

- Der er brug for, at vi kan få accepten af kroppen, som den er, perfekt eller ej, udbredt blandt danskerne, sagde hun, og tilføjede i samme åndedrag, at det ikke skader at udvise takt og tone med røven bar i sommerlandet.

Ifølge Danske Naturister er det tilladt at bade nøgen på alle danske strande, med mindre det er udtrykkeligt forbudt et bestemt sted, og foreningen har syv råd til det, Mette Duekilde begtegner som en skøn, befriende oplevelse:

Danske Naturisters baderegler

  • Det er din ret at bade nøgen, men gør det med omtanke. På stranden skal der være plads til alle. Følg baderådene.
  • Respekter andre badegæster og vis hensyn, uanset om de andre vælger at bade nøgne eller påklædte. Hold en fornuftig afstand til andre strandgæster. Glo ikke på nøgenbadere, men som nøgenbader skal du heller ikke indtage stranden.
  • Gå lidt længere væk fra p-pladsen. Langt de fleste strandgæster ligger lige der, hvor adgangsvejen når stranden. Hvis du vil nøgenbade, er det en god ide at gå et par hundrede meter længere hen ad stranden.
  • Opfør dig naturligt, når du klæder dig af og bader. Hvis du klæder dig af og går ud i vandet som den mest naturlige ting i verden, er chancen stor for, at ingen badegæster vil tage anstød af din opførsel. Gør du selv et stort nummer ud af at være nøgen, lægger du op til, at andre skal bemærke det og forholde sig til det.
  • Du kan godt være den første, der bader nøgen på en strand. Selv om der ikke er andre nøgenbadere i sigte, betyder det ikke, at du skal afholde dig fra at bade nøgen. De andre har sandsynligvis ikke noget imod det – og måske bliver du den, der får andre til at smide badetøjet.
  • Oplev, hvor nemt det er at bade nøgen. En dukkert, som ikke er en del af en hel strandtur kan altid lade sig gøre nøgen. Måske en morgendukkert på vej til arbejde eller et dyp på en lun sommeraften med vennerne. Du kan bade spontant, der er intet vådt badetøj at bære med sig, og håndklædet kan også undværes, når vind og sol står for tørringen.
  • Lad børnene løbe nøgne i vandkanten. Klæd dine børn på i solcreme, men ikke andet. Børn, der løber ind og ud af vandet i timevis, har ikke godt af at løbe rundt i vådt og klistret badetøj. Giv dem friheden til at løbe nøgne og uhindrede, når de leger op stranden.