Nøgleboks-røver kørte stadig rundt i offers bil

En vaks politimand spottede tirsdag i sin fritid en bil, som var stjålet ved et hjemmerøveri natten til søndag mod en 67-årig mand i Rørkjærsgade i Esbjerg. Her skaffede to røvere sig adgang ved at brække en nøgleboks op.

En politimand fra Syd- og Sønderjyllands Politi fik i går ved Ribe øje på en sølvmetallic Seat Toledo, der blev stjålet ved et groft hjemmerøveri natten til søndag. Bilen kom kørende med en ung mand bag rattet, og politimanden vendte fluks rundt og fulgte efter den stjålne bil, der dog havde fået et forspring.

Da føreren alligevel følte sig forfulgt, stoppede han på en rasteplads og forsvandt til fods.

Flere politifolk kom til stede, og en eftersøgning af den forsvundne fører af den stjålne bil blev sat i gang. Det førte til, at en 25-årig dansk mand med bopæl i Esbjerg blev opdaget i terrænet, selvom han sad og skjulte sig.

- Han havde stadig nøglen til den stjålne bil i lommen og blev derfor anholdt og sigtet for både hjemmerøveri og tyveri af bilen. Nu skal han onsdag afhøres nærmere og formentlig fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, siger Nikolaj Hølmkjær, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Politiet havde bortset fra bilen kun sparsomme spor at gå efter i efterforskningen af et hjemmerøveri mod 67-årig mand, der natten til søndag blev vækket ved, at to mænd stod og blændede ham med et skarpt lys fra en medbragt lommelygte og sagde, at de havde en kniv. 

De var kommet ind til den sovende ved at brække en nøgleboks op. Nøglebokse bruges i stor udstrækning af den kommunale hjemmehjælp, så sosu-assistenter og andet plejepersonale kan lukke sig ind i de ældres hjem.

Nu mener politiet altså, at der kun er en af røverne på fri fod.