Grænsekontrol og terrorberedskab er så stor en belastning for politiets ressourcer, at kredsene nu bliver bedt om at prioritere deres indsats og vælge ting fra.
I Nørre Snede og Ejstrupholm i det nordvestlige hjørne af TV SYDs område, risikerer det at gå ud over landbetjenten. Mange års tilstedeværelse i lokalsamfundet skal holde op. Det er i hvert fald, hvad Midt- og Vestjyllands Politis ledelse indstiller til Rigspolitiet. Først på et møde den 13. oktober skal der tages stilling til, hvor præcis der skal spares.
- Politiet mister den nære kontakt med borgerne
Lokalrådene i Nr. Snede og Ejstrupholm protesterer kraftigt mod planerne om at nedlægge landbetjent-funktionen i Nr. Snede. De to lokalråd har derfor indsendt et protestbrev til ledelsen i Midt- og Vestjyllands Politi og til borgmesteren og viceborgmesteren i Ikast-Brande Kommune.