Norsk storskytte til Team Esbjerg

En af norsk håndbolds mest hårdt skydende spillere, Betina Riegelhuth, spiller i de kommende to sæsoner for Team Esbjerg.

Hun har i de seneste syv sæsoner spillet for Storhamar Håndball og fik sit gennembrud på landsholdet, da Norge vandt guld ved EM i Ungarn og Kroatien i december i fjor.

-Jeg er på vej frem i min karriere og har lyst til at nå endnu længere med mit håndboldspil. Derfor er et skifte nu naturligt for mig. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af Team Esbjerg som en god og seriøs klub, og jeg er spændt på at spille i den danske liga, som, jeg ved, er mere jævnbyrdig end den norske. Og så bliver det vildt spændende at spille kvalifikation til Champions League, siger Betina Riegelhuth fra det norske landsholds træningslejr i Brasilien.

Team Esbjergs sportschef, Thomas Hylle, betegner Betina Riegelhuth som en spændende spiller med kvaliteter både som skytte fra distancen og forsvarsspiller.

-Betina er en anden type end de bagspillere, vi har i forvejen. Med hende og svenske Jenny Alm på holdet får vi nye muligheder for at lægge pres på modstanderne, og vi råder nu over en trup med dyder, der skal bidrage til at bringe os helt til tops i Boxer Dameligaen, siger Thomas Hylle.