Syv mikrofoner skal give borgere en smagsprøve på, hvad der venter

Onsdag aften skulle naboerne til Flyvestation Skrydstrup give råd om placering af de mikrofoner, der skal måle støjen fra norske kampfly under demonstrationsflyvningen i maj.

Tilbage i december oplyste Forsvarsministeriet selv efter et borgermøde, at norske kampfly skal hjælpe med demonstrationsflyvningen.

Til aften skulle det så besluttes, hvor mikrofonerne, der skal opfange de norske kampflys larm, skal placeres på landjorden under demonstrationen.

- Selvfølgelig var der nogen diskussion, fortæller næstformand i Foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer, John Vergo, til TV SYD efter mødet.

Beslutningen om placeringen af de syv mikrofoner blev taget gennem lokale arbejdsgrupper, og næstformandens fornemmelse er, at der stort set var enighed om placeringerne:

- Hovedparten var meget tilfredse med placeringen, mener han.

Den støj, som mikrofonerne opfanger, skal ikke bruges som en test, der kan påvirke de igangværende flystøjsberegninger. Demonstrationsflyvningen sker for, at borgerne får en fornemmelse af det kommende støjniveau.

- Jeg tror, det betyder rigtigt meget. Også for mig selv personligt, siger John Vergo.

Han bor selv 600 meter fra flyvestationen og kommer selv til at blive påvirket af de nye kampfly:

- Ud fra alt det der har været i medierne, så lad os få noget fakta på bordet. Hvor slemt er det egentlig, når det kommer til stykket?

Norsk samarbejde giver sammenligningsgrundlag

Demonstrationsflyvningen skal efter planen gennemføres i slutningen af maj i år. Skrydstrup-borgerne har indtil videre været vant til F-16 fly, så med norsk hjælp får de nu mulighed for at sammenligne støjen, de kender, med støjen fra de nye F-35 fly, når begge type kampfly flyver den samme rute under demonstrationen.

Norge har erfaring med F-35 kampfly. Ørland Flystasjon, der ligger nær byen Brekstad i det vestlige Norge, gik selv fra at have F-16 fly til også at have F-35 flyene. Området kender derfor også til støjgenerne.

DR oplyser, at der i Norge er blevet afsat en milliard danske kroner til støjisolering og opkøb af hjem, der er plaget af støjen fra Ørland Flystasjon, og som ligger inden for den fastsatte støjzone.

Om det kommer til at larme ligeså meget i Skrydstrup, kan borgerne altså få en forsmag på i uge 21 takket være norsk samarbejde.