Første dag på efterskole giver sommerfugle i maven: - Det bliver lidt hårdt at være væk fra mor

34 udviklingshæmmede elever rykkede søndag ind på Kvie Sø Efterskole i Ansager.

Hjertet hamrer derudad hos 20-årige Mette Baggersgaard. 

Det er en meget stor dag i dag for hende - og for alle de mange unge mennesker, der rundt om i landet i dag sagde på gensyn til deres forældre for at begynde en helt ny tilværelse på en efterskole.

Mette Baggersgaard har pakket sin dyne, sit tøj og sin skoletaske for at vinke farvel til mors og fars kødgryder og goddag til livet på Kvie Sø Efterskole, der i dag åbnede for det første hold nogensinde.

- Det bliver lidt hårdt at være væk fra mor, tror jeg, siger Mette Baggersgaard.

Mette Baggersgaard viser rundt på Kvie Sø Efterskole i Ansager.
Mette Baggersgaard viser rundt på Kvie Sø Efterskole i Ansager.

Også forstanderen har sommerfugle i maven  

Kvie Sø Efterskole ligger ved Ansager. Det er en efterskole for unge udviklingshæmmede, der har svært ved at passe ind på en almindelig efterskole.

- Her kan de møde nogen, der er ligesindede. De får en ungdoms- og teenagekultur, som de kan spejle sig i, siger Lars Lærkesen Holm, der er efterskolens forstander.

I dag rykkede 34 elever ind, og de har alle forskellige former for vanskeligheder så som Downs syndrom og autisme, men nervøsiteten havde de fleste af dem til fælles. Den delte de med efterskolens forstander.

- Vi har da alle lidt sommerfugle i maven her på vores første dag. Det er en festdag, som vi har set meget frem til, siger Lars Lærkesen Holm.

34 elever flyttede søndag ind på Kvie Sø Efterskole i Ansager. 
34 elever flyttede søndag ind på Kvie Sø Efterskole i Ansager. 

Eleverne skal lære at blive selvhjulpne 

I løbet af eftermiddagen blev Mette Baggersgaards og alle de andre elevers forældre sendt hjem, og så skulle de ellers indlogere sig i huset, møde de nye hold og synge nogle sange sammen.

Mette Baggersgaard har været på efterskole én gang før. I løbet af det her skoleår håber hun, at hun lærer at læse og bliver god til matematik. Det er noget, som hun rigtig godt kan lide.

Forstanderen satser derimod på at kunne give eleverne så meget andet end bare faglighed. Han drømmer om at være med til at gøre dem mere selvstændige.

- Vi vil også lære dem at vaske tøj, gå ud og handle ind og vi håber, at de bliver langt mere selvhjulpne, siger forstanderen.