Nu bliver der igen hentet skrald i Kolding

Skraldemændene fra Meldgaard Miljø A/S, der står for afhentning af skraldet i Kolding Kommune, har onsdag morgen genoptaget arbejdet.

Mandag valgte skraldemændene fra Meldgaard Miljø A/S at nedlægge arbejdet, hvilket betød at borgere i Kolding Kommune ikke fik hentet deres affald.

Men nu kører de igen og med forlængede arbejdsdage for at få hentet det ekstra skrald fra mandag og tirsdag.

Borgerne kan forvente at få tømt deres affaldsbeholdere med et par dages forsinkelse, da skraldemændene her til morgen er startet med at køre ud til husstandene, der skulle have fået deres skrald hentet om mandagen og så fremdeles.

Hos Meldgaard Miljø A/S vil man ikke oplyse, hvad årsagen til arbejdsnedlæggelsen var, men ejer og direktør af Meldgaard Gruppen, Line Meldgaard, udtaler til TV SYD:

- Vi er glade for, at vi fandt en løsning og er gået i gang med arbejdet igen.

Det forventes, at ugens affaldsafhentning er indhentet i løbet af lørdag.