Nu bliver det lettere at være landmand

I hvertfald hvis han vil lave mindre ændringer i driften - og det ikke skader miljøet.

I dag kræver det en omfattende miljøgodkendelse, hvis en landmand vil lave mindre bygningsændringer - såsom at lave mere staldplads eller opføre en ny gyllebeholder.

Derfor fremsætter miljøminister Karen Ellemann nu et forslag til ændring af husdyrloven.

- Hensigten med ændringen er at få en mere smidig og enkel regulering af den nu tre år gamle husdyrlov, siger Karen Ellemann.

-  Administrationen af loven har på nogle punkter udviklet sig meget omstændeligt. Det var ikke meningen. Nye dyrevelfærdskrav, der ikke skader miljøet, bør derfor ikke udløse den helt store godkendelsesprocedure, siger Karen Ellemann.