Nu bliver din postkasse tjekket

Post Danmark har nu sendt mellemledere ud for at kontrollere, at postkasserne er sat rigtigt op mod skel eller vej.

Siden 1. januar har det været et lovkrav, at husejere skal opsætte postkasser, der er let tilgængelige for postbudene.

Lovkravet omfattede 775.000 ejere af huse fra før 1974. Nyere huse havde i forvejen postkasser ved vejen.

Umiddelbart efter nytår manglede 42.744 postkasser i Region Syddanmark, altså i det meste af Sydjylland og på Fyn.

Mange husejere har siden fået styr på deres postkasse. I Syddanmark er der nu omkring 17.000 husstande tilbage, som skal tjekkes.

Længere frist

I første omgang truede Post Danmark med at stoppe posten 1. marts til de husejere, som ikke levede op til kravet.

Nu har de fået lidt længere frist.

Frem til april skal mellemledere i Post Danmark rundt og kontrollere de postkasser, som ikke er blevet krydset af som korrekt opstillet.

Hvis postkassen ikke er sat korrekt op, får husejeren en frist på en uge til at rette fejlen. Hvis det ikke sker, stopper postleveringen.

Post Danmark har valgt at bruge mellemledere til opgaven, så det enkelte postbud ikke skal diskutere med folk på ruten.