TV der bevæger dig

Nu er de dømt: Politiet fandt seks kilo hash og masser af kontanter

Politiet fandt 6,2 kilo hash, da tre hasklubber i Vejle blev ransaget. Arkivfoto.

6,2 kilo hash og 38.800 kroner. Det var bare noget af det, politiet fandt, da de ransagede tre hashklubber i Vejle. Tre mænd er dømt i sagen.

Retten i Kolding dømte mandag tre mænd for at sælge og besidde hash. De tre mænd er henholdsvis 22, 23 og 28 år, og de er dømt på baggrund af, at Sydøstjyllands Politi over halvandet år har lavet 11 ransagninger af tre hashklubber i Vejle. 

I forbindelse med ransagningerne fandt politiet over 6,2 kilo hash, 180 gram skunk, 241 enheder doping og 38.800 kroner.

De tre tiltalte mænd nægtede sig alle skyldig i at have besiddet stofferne delvist med henblik på at sælge dem videre, og at de 38.800 kroner stammede fra salg af hash.

Under efterforskningen observerede Sydøstjyllands Politi salg af hash til flere borgere, der henvendte sig på de tre adresser.

Hovedmand idømt otte måneders fængsel 

Ved Retten i Kolding blev de tiltalte dømt skyldige i at have besiddet hash delvist til videresalg og i at have videresolgt en mængde hash svarende til de fundne 38.800 kroner.

Den 28-årige mand blev idømt otte måneders ubetinget fængsel. De to andre tiltalte blev idømt henholdsvis 60 dages betinget fængsel med 80 timers samfundstjeneste og 40 dages betinget fængsel med 60 timers samfundstjeneste.

- Retten lagde ved straffastsættelsen vægt på, at den 28-årige måtte antages at have været hovedmanden, og at han har opbevaret og videresolgt ikke ubetydelige mængder hash og skunk, forklarer Tobias Engby, anklagerfuldmægtig ved Sydøstjyllands Politi.

Retten konfiskerede stofferne og pengene, og de tre mænd skal betale sagens omkostninger. 

Følg KV17 i vores nyhedsapp
Følg KV17 i vores nyhedsapp
Følg KV17 i vores nyhedsapp