Pigerne smider drengene ud: - Nu er det vores tur til at game

Hedensted Esport har startet et hold kun for piger. Håbet er, at det kan give pigerne et sted at game, og at flere får lyst til at være med i fællesskabet.

Hver onsdag aften smider pigerne drengene ud af Hedensted Esports klublokale i kælderen under Hedensted Centret. Så er det nemlig pigernes tur til at spille Counter Strike, og der er adgang forbudt for drenge.

I februar startede Hedensted Esport et pigehold, og det blev hurtigt populært. Der er ti pladser på holdet, og de var fyldt op på kort tid, så der nu er venteliste for at komme med. 

Fem af pigeholdets spillere med træner Rakel H. Sigurdardóttir i midten.
Fem af pigeholdets spillere med træner Rakel H. Sigurdardóttir i midten.
Foto: Pernille Leftes

De piger, der fik pladser på holdet, er glade for at game med andre piger.

- De havde sagt, at jeg måske skulle spille med drenge, men det havde jeg ikke rigtig lyst til, fordi jeg ville gerne være sammen med nogle piger og lære dem at kende, siger Celina Juul Dalsgaard.

quote

Det er fedt at få lov til at være med til at få flere piger og kvinder ind i e-sport.

Rakel H. Sigurdardóttir, træner, Hedensted Esport

Få kvindelige gamere

Pigeholdets træner, Rakel H. Sigurdardóttir, er selv en erfaren gamer, som har gamet i mange år. Hun tog trænertjansen som en udfordring, og så vil hun gerne give flere piger lyst til at dyrke e-sport.

- Jeg har selv spillet computer i rigtig mange år, og det har ikke ligefrem været det, man ser mest af. Så det er fedt at få lov til at være med til at få flere piger og kvinder ind i e-sport, siger hun.

Hver onsdag træner pigerne.
Hver onsdag træner pigerne.
Foto: Pernille Leftes

I 2018 oplevede DGI en stor fremgang i antallet af e-sport-medlemmere, men ud af 4.912 medlemmer er kun 192 piger - svarende til 3,9 procent.

- Der er ikke mange af os, og sådan har det været i rigtig, rigtig mange år, siger Rakel H. Sigurdardóttir.

Drengene bliver sure

Til træningsaftenerne bliver der øvet forskellige ting i spillet, og pigerne spiller kamp mod hinanden. De mener, at de har lettere ved at forstå hinanden, end hvis de skulle spille med drenge, og så bliver de måske også mindre sure, hvis de bliver skudt i spillet.

- Drengene vil måske nok være mere aggressive og være sådan NEJ, hvis de blev dræbt, siger Signe Sønder Frederiksen, der går på pigeholdet.

quote

Jeg har spillet med nogle fra min klasse. De blev sure.

Celina Juul Dalsgaard, 11 år.

Selvom pigerne er glade for at spille med hinanden, har flere af dem også prøvet at spille mod drenge - og har også vundet flere gange.

- Jeg har spillet med nogle fra min klasse. De blev sure, siger Celina Juul Dalsgaard.

- Det har været sjovt, lige indtil de begyndte at være irriterende, fordi de hele tiden tabte, fortæller Cecilie Kristine Ivalu Spøer.

Mødrene vil også være med

I Hedensted Esport er det ikke kun lykkes at samle et pigehold. For når pigernes træningsaften slutter, begynder kvindernes. Nogle af mødrene, der har børn, som dyrker e-sport, har også fået lyst til selv at game. Derfor er der blevet oprettet et hold, hvor kvinder kan lære at spille computer.

Hedensted Esports klublokale hedder Bunkeren.
Hedensted Esports klublokale hedder Bunkeren.
Foto: Pernille Leftes

Også på dette hold er Rakel H. Sigurdardóttir træner, og selvom der er kommet mere fokus på, at piger godt kan være gamere, så er der stadigvæk et stykke vej endnu, hvis man spørger træneren.

- Jeg synes, at vi er på rette vej. Men der er stadigvæk et godt skridt at tage i den rigtige retning. Man oplever stadigvæk ofte, at folk er overraskede. Og der er rigtig mange, der lægger skjul på, at de er kvindelige gamere, når de sidder i et game, fordi de ikke har lyst til at høre de ting, som man nogle gange bliver udsat for at skulle høre, siger Rakel H. Sigurdardóttir.