Nu er falsk hjemmehjælper på spil i Vestjylland

I sidste uge var en kvindelig falsk hjemmehjælper flere gange på spil på Als. Mandag formiddag har en kvinde med samme signalement forsøgt at snyde sig ind hos en ældre kvinde i Outrup ved Varde.

Mandag formiddag advarer Syd- og Sønderjyllands Politi om, at en ca. 45 årig kvinde af sydlandsk udseende og iført blå trøje udgiver sig for at være SOSU-hjælper i Outrup ved Varde. 

Onsdag fik en ældre kvinde stjålet 10.000 kroner samt flere smykker - og torsdag mistede en anden ældre kvinde på lignende vis smykker, mens den tredje borger fik tyven ud af lejligheden, inden der blev taget noget. 

De tre tilfælde fandt sted i Guderup-området og Rinkenæs på Als i Sønderborg Kommune.

- Der er meget, der ligner, hvad der foregik på Als i sidste uge. Anmeldelsen fra Outrup er helt frisk - og vi har patruljer kørende rundt i området i håb om, at vi kan få stoppet denne usle form for kriminalitet. I Outrup fik den ældre kvinde tilkaldt sin datter i tide til at undgå tyveri. Den falske hjemmehjælper tog nemlig flugten, da datteren dukkede op, siger vagtchef Ole Aamand, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.